En viral TikTok-udfordring har medført en stigning i tyverier af Kia- og Hyundai-biler.

I den såkaldte 'Kia Challenge' går udfordringen nemlig ud på, at man ved hjælp af blot en USB-ledning og en skruetrækker skal kortslutte Kia- og Hyundai-biler for derefter at stjæle dem.

Ifølge National Highway Traffic Safety Administration har dette ført til hundredvis af biltyverier på landsplan i USA.

Tyverierne er efter sigende lette at udføre, da mange Hyundai- og Kia-biler fra perioden 2015-2019 mangler elektroniske startspærrer, der forhindrer tyve i blot at bryde ind og omgå tændingen. En funktionen, der er standardudstyr på langt de fleste køretøjer fra samme periode fremstillet af andre producenter.

Derfor har Hyundai og datterselskabet Kia nu set sig nødsaget til at tilbyde softwareopdateringer til mere end otte millioner bilejere.

Som en del af opdateringen vil alarmlyden forlænges fra 30 sekunder til et minut. Derudover vil køretøjerne også blive opdateret til at kræve en nøgle i tændingskontakten for at tænde køretøjet.

Ifølge NPR er der ikke udarbejdet en landsdækkende opgørelse over, hvor mange Hyundai- og Kia-køretøjer, der er blevet stjålet i USA, men i Milwaukee alene beretter politiet, at der blev stjålet 469 Kia-biler og 426 Hyundai-biler i 2020. Tal, der det følgende år steg til 3.557 og 3.406.

I alt er omkring 3,8 millioner Hyundai- og 4,5 millioner Kia-ejere berettiget til softwareopdateringen.