»Det er uden fortilfælde,« lød det fra den franske klimaminister, Agnes Pannier-Runacher.
Men allerede dagen derpå er den franske hedebølge blevet endnu vildere – og farligere.
Mandag ramte hele 84 ud af Frankrigs 101 departementer det næsthøjeste – orange – alarmniveau for hedebølger. Det var ny rekord.
Den stod kun én dag.
Tirsdag melder den franske vejrtjeneste Meteo France igen om hedebølge i 84 departementer – men denne gang er advarslen for 16 af dem opjusteret til 'rød hedebølgealarm', skriver Le Parisien og Le Monde.
I den forbindelse kommer Meteo France med en klar opfordring til de svedende franskmænd og turister:
»Udsæt ikke dig selv for fare og vær yderst forsigtig,« lyder advarslen fra vejrtjenesten på X.
Det er et område i den nordlige del af det centrale Frankrig, som for alvor får hedebølgen at føle denne tirsdag – herunder hovedstaden Paris.
»En usædvanlig periode fejer hen over landet med temperaturer på op til 41 grader,« skriver Meteo France om hedebølgealarmen, der gælder fra tirsdag klokken 12.
De franske myndigheder tager situationen meget alvorligt.
Der er oprettet en telefontjeneste, hvor borgerne kan få tips til at beskytte sig mod varmen, og hele 1.350 skoler holder tirsdag lukket på grund af de ekstreme temperaturer.
Samtidig har kraftværket Tarn-et-Garonne i Sydfrankrig måttet lukke sin eneste aktive reaktor, idet vandet fra Garonne-floden, som bruges til at afkøling, simpelthen er blevet for varmt.
Selv i de departementer, som 'kun' er omfattet af den orange hedebølge-alarm, opfordres borgerne til at være påpasselige. Her kan temperaturen nå op på 37-39 grader midt på dagen.