Som den franske klimaminister, Agnes Pannier-Runacher, ganske præcist udtrykker det:
»Det er uden fortilfælde.«
For Frankrig sveder. Og ifølge nyhedsbureauet AFP i så høj grad, at hele 84 ud af landets 101 departementer mandag og tirsdag har ramt det næsthøjeste – orange – alarmniveau for hedebølger.
En ganske negativ rekord, altså.
Tidligere var højdespringeren, da det samme var tilfældet i 81 departementer i 2019.
I denne omgang er det kun det nordligste Frankrig ved Den engelske kanal og ved grænserne til Belgien og Tyskland, at der ikke er orange alarm.
Det betyder, at temperaturerne i resten af landet forventes af ramme mindst 34 grader. Lokalt kan der dog bliver over 40 grader mange steder.
Her ses de 84 'orange' departementer ifølge Météo France:
Lige som i Danmark forventes de høje temperaturer at vare indtil omkring onsdag – og at det bliver varmest netop onsdag og tirsdag med op til 41 grader.
Den franske vejrtjeneste Météo France opfordrer skoler, virksomheder og enkeltpersoner til at være opmærksomme og passe på.
Omkring 200 skoler i Frankrig er blevet delvist eller helt lukket både mandag, tirsdag og onsdag.
»Vi vil sikre, at der er tilstrækkelig børnepasning til familier, der har brug for det,« lyder det dog fra undervisningsminister Élisabeth Borne ifølge det franske medie Nice-Matin.
Samtidig blev der søndag aften holdt krisemøde med deltagelse af flere ministre, hvor situationen blev drøftet.
I den forbindelse opfordrede arbejdsminister Catherine Vautrin virksomheder til »at beskytte medarbejderne«.
Det varme vejr har lagt sig mange steder over det sydligere Europa.
B.T. beskrev eksempelvis søndag, hvordan der blev sat junirekord i Spanien med en målt temperatur på 46 grader.
I Italien er 21 byer fordelt over hele landet i alarmberedskab på grund af varmen, heriblandt Rom, Milano, Napoli, Firenze og Venedig.
I Portugal er omkring halvdelen af landet i højeste alarmberedskab på grund af »ekstreme« vejrforhold.
Også i Tyskland og i Storbritannien vil der i disse dage blive et stykke over 30 grader.
Forskeren Emanuela Piervitali fra det italienske institut for miljøbeskyttelse (ISPRA) siger til AFP:
»Hedebølgerne i Middelhavsområdet er blevet hyppigere og mere intense i de senere år.«
»Der forventes en yderligere stigning i temperaturer og ekstrem varme i fremtiden, så vi må vænne os til temperaturer med endnu højere topniveau end det, vi oplever lige nu,« tilføjer Emanuela Piervitali.