Storbritanniens prins Philip, gift med dronning Elizabeth, blev bragt til hospitalet fredag efter at have lidt af smerter i brystet, oplyser Buckingham Palace. ifølge AFP

Storbritanniens prins Philip, gift med dronning Elizabeth, blev bragt til hospitalet fredag efter at have lidt af smerter i brystet, oplyser Buckingham Palace.

Den 90-årige prins er indlagt til »forebyggende undersøgelser« på den specialiserede hjerte- og brystafdeling på Papworth Hospital, et af Storbritanniens største hjertecentre, i Cambridge.

Prinsen befandt sig på Sandringham, dronningens besiddelse i Norfolk, da han fik smerter.

LÆS OGSÅ: 

Sandringham er rammen om parrets jul.

Meddelelsen om hospitalsindlæggelsen kom ikke længe efter, at Buckingham Palace havde fortalt britisk presse lidt om, hvad dronning Elizabeth vil sige, når hun søndag klokken 16 dansk tid kommer med sit årlige julebudskab.

Hun vil, fortæller medierne, tale om familiens værdier, familien som institution.

Det vil hun gøre i et år, hvor hendes barnebarn prins William blev gift med Kate Middleton, og hvor kongefamilien også har fejret prins Philips 90-års fødselsdag.

LÆS OGSÅ: 

Det var i juni, og det var en markering, der, som Philip altid har ønsket det, skete uden den store ståhej.

I øvrigt har dronning Elizabeth på 85 og prins Philip i dette efterår været på en længere rejse i Australien, hvor kongelige iagttagere talte om, at det nok var sidste gang, at det ikke længere helt unge kongepar var "down under".

Der er ikke i øjeblikket flere detaljer om den græskfødte prins' tilstand.

BNB/Ritzau/Reuters