En særlig bog om amerikansk politik forventes at ramme hylderne her i november.

Blandt politiske nørder, USA-entusiaster og sågar i toppen af Det Hvide Hus er bogen med titlen 'A Warning' (en advarsel, red.) en, man holder skarpt øje med. For den er potentielt ødelæggende.

'A Warning' er skrevet af en anonym forfatter, der angiveligt har bestredet en højt placeret stilling i Det Hvide Hus.

Bogen er en forlængelse af en kronik, som blev bragt i The New York Times i september 2018, af den samme anonyme forfatter.

Ifølge Huffington Post, som er kommet i besiddelse af uddrag af bogen, tegner bogen til at gå hårdt efter USA's præsident, Donald Trump, men også hans vicepræsident, Mike Pence.

Pence har udadtil stået last og brast om præsidenten og støttet ham i mange af hans møgsager, hvad end det handlede om sportsudøvere, der knæler i sympati for ofre for politivold, eller præsidentens ytringer om kvinder.

Ifølge uddraget, som Huffington Post er kommet i besiddelse af, har Mike Pence imidlertid ikke været den klippefaste støtte for Donald Trump, som det ellers har lignet.

Bogens anonyme forfatter, fortæller ifølge Huffington Post, at vedkommende ikke var et øjeblik i tvivl om, at Mike Pence ville bakke op om at stille et mistillidsvotum til præsidenten, hvis det øvrige ministerråd også bakkede op om det.

'Anonymous' fortæller, at højtstående embedsmænd i Det Hvide Hus lavede en lynoptælling af de ministre, der kunne tænkes at støtte mistillidsvotummet, og skulle det blive en realitet, var det eneste, Mike Pence skulle gøre, at underskrive det.

Hvis mistillidsvotummet blev godkendt, ville det betyde, at Mike Pence overtog posten som præsident.

Den lyssky optælling skulle være foregået i kølvandet på Donald Trumps beslutning om at fyre daværende FBI-chef James Comey uden at inddrage ministerrådet i den beslutning.

De nye oplysninger sætter potentielt vicepræsidenten i et dårligt lys hos Donald Trump, der ikke har været bleg for at afskedige embedsmænd og politikere. Det Hvide Hus har i skrivende stund oplevet 147 afskedigelser og fratrædelser.