Da 32-årige Marissa Reid satte sig på knæ, krammede sine to døtre og fortalte dem, at deres far, Raoul Moat, var i himlen, havde hun forventet tårer.

Men de kom ikke.

I stedet så hendes ældste datter forvirret på hende.

- Hvorfor er han i himlen, mor? Han skulle 'derned' efter det, han har gjort, sagde datteren og tilføjede, at alt nu ville blive okay.

Det skiver Daily Mirror.

Marissa Reids eksmand, Raoul Moat, gik i sidste uge amok i Rothbury i England og skød tre mennesker. En af dem døde, og efter en uge på flugt begik ham lørdag selvmord efter at være blevet omringet af politiet.

Marissa Reid var gift med Moat i ni år, før han fandt sammen med Samantha Stobbart, som han senere skulle forsøge at slå ihjel.

Hun beskriver de ni år som frygtelige.

- Raoul var ikke en mand, men et monster, og det var et helvede for os alle, siger Marissa Reid til Daily Mirror.

Hun fortæller, at han flere gange har truet med at slå hende ihjel og har været voldelig over for hende. Da hun gik fra ham i 2006, tog han de to døtre fra hende og manipulerede dem til at sige, at moderen slog dem. Politiet fandt senere ud af, at det var noget, Moat havde fået børnene til at sige.

Efter Roaul Moats blodrus og skyderier i sidste uge har Marissa Reid fået børnene tilbage.

- Jeg advarede om, hvor voldelig og farlig Raoul var, men ingen ville lytte. Jeg har sagt, at en dag ville der ske noget frygteligt, og at jeg så ville sige 'hvad sagde jeg'. Jeg var bange for, at han ville slå nogen ihjel - jeg har bare altid troet, at det ville blive mig og børnene, siger Marissa Reid.

Raoul Moat blev løsladt fra fængslet for kun få uger siden efter en dom for at have slået et yngre barn. I mellemtiden havde hans kæreste fundet en anden, og det fik ham til at gå amok i vild jalousi. Han skød Samantha Stobbart og hendes nye kæreste, Chris, som døde af sine kvæstelser.

Efterfølgende erklærede 37-årige Moat, at han ville skyde så mange betjente som muligt, fordi han fejlagtigt troede, at Samanthas nye kæreste var politibetjent.

Han skød en betjent i hovedet, som heldigvis overlevede sammen med Samantha.

I alt havde Raoul Moat seks børn med flere forskellige kvinder.