USAs Senat har vedtaget præsident Donald Trumps store lovpakke, der af Trump kaldes "Big, Beautiful Bill". Den sendes nu videre til godkendelse i Repræsentanternes Hus. 

Det skriver Reuters.

Afstemningen i Senatet var så tæt, at vicepræsident J.D. Vance måtte indkaldes for at afgive den stemme, der sikrede et snævert flertal for lovpakken.

Forud for afstemningen gik over et døgn med en til tider hidsig debat og en række procesafstemninger.

Trumps store lovpakke lægger op til at forlænge skattelettelser for flere tusinde milliarder dollar over de næste ti år.

Desuden vil præsidenten gøre drikkepenge og overtidsbetaling skattefrit.

Han vil også tilbagerulle flere af de grønne ordninger, som hans umiddelbare forgænger på præsidentposten, Joe Biden, fik gennemført.