En 50-årig skotsk kvinde er død og en otte-årig dreng kvæstet efter en racerbil kørte ind i flere tilskuere ved et rallyløb i Glenurquhart Forest i det skotske højland.

En tredje person blev kvæstet ved påkørslen, men kom ikke alvorligt til skade. Hverken føreren eller co-driveren i bilen kom noget til ved påkørslen.

Den otte-årige dreng bliver behandlet på Raigmore Hospital i Inverness, han er ikke i livsfare.

Sammenstødet skete under første afdeling af the Highland Car Club Snowman Rally, men efter påkørslen i Glenurquhart Forest, der ligger i nærheden af Loch Ness, er løbet blevet aflyst.