Selv om den geografiske nordpol ligger hen i vinterbuldermørke, er der i disse dage tæt på 0 grader deroppe. Der er først og fremmest én årsag til rekordvarmen, siger klimaforskerne: os selv.
På toppen af et isbjerg, der aktuelt flyder rundt nord for Svalbard ca. 500 km fra Nordpolen, er der anbragt en bøje med termometer og radiosender.
Kort før jul fik signalet fra bøjen klimaforskere til at spærre øjnene op, for termometeret havde målt en lufttemperatur på 0,4 plusgrader. Det er op mod 30 grader varmere end normalt.
»Det er det varmeste, vi nogensinde har observeret deroppe på denne årstid, det vil sige i nogle årtier. Men sandsynligvis har der ikke været så varmt i det område på denne tid af året meget langt tilbage i tiden,« forklarer Martin Stendel, klima- og polarforsker ved DMI.
En tilsvarende situation ser man i vinterbuldermørket i farvandet omkring selve Nordpolen. Her viser målinger fra satellit, at der i øjeblikket er 15-20 grader varmere end normalt. Det vil sige, at man også her, på den normalt dybfrosne »nordspids« af kloden, aktuelt måler rekordhøje temperaturer tæt på frysepunktet.
Til BBC siger seniorforsker Friederikke Otto fra Oxford-universitetets klimaforskningsinstitut, at før industrialderens begyndelse ville en sådan hedebølge have været »ekstremt sjælden« og statistisk set noget i retning af en 1.000 års begivenhed.
På den baggrund understreger hun, at den aktuelle polarvarme kun kan forklares ved at tilføje indflydelsen fra mennesker aktiviteter, det vil sige den menneskeskabte drivhuseffekt.
Det er Martin Stendel ganske enig med sin britiske kollega i:
»Det kan jeg kun skrive under på. Det ligner ingenting, vi har målt før, eller som tilbage i historien er rapporteret af søfolk, og vi kan ikke forklare det uden menneskelig indflydelse. Punktum.«
Men der findes også mere tekniske forklaringer på rekordvarmen. Den ene er, at usædvanligt lune luftmasser næsten vedvarende er blæst ind fra syd forbi Svalbard og helt op mod den geografiske nordpol. Den anden er, at udbredelsen af den arktiske havis i disse uger er tæt på det laveste niveau, der nogensinde er observeret på denne tid af året.
Artiklen fortsætter under grafikken
Det virker som en dobbelt knock-out mod kulden. Som Martin Stendel forklarer:
»Det er en selvforstærkende mekanisme. Det kan ikke blive koldt, så længe der ikke er tilstrækkeligt store mængder havis, og hvis der ikke er koldt nok, kan vi heller ikke få havis.«
I hele området er der polarnat, så han er ikke i tvivl om, at kulden vil få bedre fat i de kommende par måneder, før solen vender tilbage. Det vil skabe stadigt større områder med havis, indtil foråret ankommer.
Men omvendt peger alt i retning af, at den tilbageværende havis bliver skrøbeligere og skrøbeligere og dermed består af stadigt mindre arealer af tyk og modstandsdygtig pakis, som kan overleve sommer, sol og stigende havtemperaturer.
Han understreger dog, at kloden i nogen grad »kompenserer« for nordpolsvarmen, så der bliver koldere end normalt i andre regioner. Det ser man bl.a. i det østlige Canada og i det centrale Sibirien, hvor der i øjeblikket er ekstra koldt.
Hvis systemerne med høj- og lavtryk havde lagt sig til rette på en lidt anden måde, kunne kulden i princippet i stedet have rejst ned mod Nordeuropa og dermed Danmark, hvorved vi ville have oplevet en jul i dybfryseren frem for i en grå og relativt mild tristesse.
