Hvor tidligt kan Murdoch tillade sig at åbne en ny tabloidavis? Kampen om de snart 2,6 mio. avisløse kunder fra News of the World er begyndt.

Når Storbritanniens suverænt største avis, News of the World, lukker søndag i kølvandet på en telefonaflytningsskandale, mister 2,6 mio. aviskøbere deres ugentlige sladder- og skandaledosis.

Hvem skal overtage dem? Eller rettere; hvem får fingre i både deres penge og pengene fra de annoncører, de tiltrækker?

Spekulationerne om en ny ugentlig sladderavis, der vil rejse sig fra asken af News of the World, er allerede i gang.

Enkelte medieeksperter mener, at de 2,6 mio. briter, der har købt News of the World søndag efter søndag, ikke vil ty til en ny avis, men få deres medie- og gossipbehov stillet med TV- og internetmedier.

Andre eksperter mener ikke, at de indtægtshungrende britiske mediehuse vil lade chancen for at kapre 2,6 mio. potentielle købere gå deres næse forbi.

Med en stykpris på et pund har News of the World hver uge indtjent 21,5 mio. kroner bare på én dags avis – plus annonceindtægter. Den slags kimser man ikke af i nutidens trykte presse.

The Sun – udvidet til søndag?


En af de mest vedholdende teorier i engelsk presse er derfor den, at Rupert Murdoch vil forsøge at ride skandalestormen af og snarest udvide sin anden udgivelse, The Sun, til at udkomme hele ugen. Den udkommer i dag mandag til lørdag.

Teorien om en ”The Sun on Sunday” styrkes af, at 80-årige Rupert Murdoch personligt skulle være på vej til England for at håndtere situationen. Og at det for et par dage siden kom frem, at Murdochs koncern, News International, havde købt ”TheSunOnSunday.com” og andre lignende domænenavne.

Rupert Murdochs problem, skriver de britiske medier, er imidlertid, at det kan virke både krænkende og give bagslag, hvis Murdoch for tidligt åbner en afløser-udgivelse. Han bliver nødt til at vente nogle måneder.

Omvendt står de konkurrerende titler, Mail on Sunday og Sunday Mirror, formentlig klar med massive kampagner, gratiskuponer, tilbud og journalistiske brag for at sikre sig en andel af de nu avisløse søndagslæsere.

Når News of the World i aften sender den sidste udgave i trykken, slutter 168 års engelsk avishistorie. Den lukker i skam. Men det hører også med til historien, at avisens navn frem mod lukningen har stået på tre ud af ti solgte søndagsaviser.

Sidste år modtog den tillige fire britiske presse-priser for sin journalistik.