Rochom P'ngieng opfører sig stadig som et dyr fra junglen, der var hendes hjem i 18 år.
Som otte-årig forsvandt den lille pige Rochom P'ngieng i den cambodianske jungle. 18 år senere i 2007 dukkede en nøgen kvinde pludselig op. En kvinde, som Rochom P'ngiengs far, Sal Lou, ikke var i tvivl om, var hans datter.Rochom P'ngieng har siden boet hos familien, men hendes far fortæller nu, at hun ikke har gjort de store fremskrift. Hun opfører sig stadig som et dyr og nægter desuden at spise. Hun gør alt for at komme tilbage til junglen. Derfor er hun nu blevet indlagt på et hospital. Det skriver den britiske avis The Daily Telegraph.
- Hendes tilstand er værre, end da hun kom tilbage fra junglen. Hun forsøger hele tiden at tage sit tøj af og kravle tilbage til junglen. Hun har afvist at spise ris i omkring en måned. Hun er tynd nu. Hun opfører sig fuldstændig som en abe. Forleden aften tog hun alt sit tøj af og gemte sig i badeværelset, fortæller hendes far til avisen.
Genkendt på ar
Rochom P'ngieng blev for to år siden fanget af en bonde, der tog hende på fersk gerning i at stjæle mad. Også dengang var hun som et dyr. Hun gik på alle fire ligesom en abe og kunne kun sige nogle uforståelige lyde.
Mange mente ikke, at det kunne være Rochom P'ngieng. De troede umuligt, at hun kunne have overlevet i junglen i 18 år. Men hendes far, Sal Lou, var ikke i tvivl om, at det var hans datter, der var dukke op af vildnisset. Han kunne genkende nogle ar, hun havde i ansigtet, og så havde hun en slående lighed med sin søster.