Natten til onsdag meddelte en gruppe skibe på vej til Gaza, at de var blevet angrebet af droner.
Italien har sendt assistance til en flotille, som er på vej til Gaza med nødhjælp, efter at organisationen bag har meddelt, at gruppen af skibe er blevet udsat for et angreb.
Det oplyser den italienske forsvarsminister Guido Crosetto i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.
Her lyder det, at Italien har sendt en af forsvarets fregatter mod flotillen.
- For at sikre assistance til de italienske borgere på flotillen har jeg talt med premierministeren og godkendt en øjeblikkelig intervention af den italienske flådes fregat, som sejlede nord for Kreta som en del af en sikkerhedsoperation, siger ministeren i erklæringen.
Meldingen fra Italiens forsvarsminister kommer, efter at organisationen Global Sumud Flotilla (GSF) natten til onsdag skrev, at en flotille var blevet angrebet af droner.
En flotille er en gruppe mindre skibe, som sejler samlet. Flotillen, som er på vej mod Gaza, består af 51 både og er sejlet fra Barcelona.
Om bord på flotillen er blandt andre den kendte, svenske miljøaktivist Greta Thunberg.
Angrebet skete ud for Grækenland.
- Flere droner, uidentificerede genstande blev kastet, kommunikation forstyrret og eksplosioner hørt fra en række både, skrev GSF på det sociale medie X.
Ifølge organisationen var der mere end et dusin eksplosioner.
Alle passagerer om bord på flotillen er ifølge nyhedsbureauet Reuters uskadte.
I erklæringen fra den italienske forsvarsminister lyder det, at Crosetto på det kraftigste fordømmer angrebet.
Italiens udenrigsminister, Antonio Tajani, har også kommenteret angrebet på flotillen.
I en erklæring siger Tajani, at han har bedt Israel om at sørge for sikkerheden for de italienske borgere om bord.
Ifølge Reuters er der flere italienere på flotillen, heriblandt italienske medlemmer af EU-Parlamentet.
/ritzau/