»Bare rolig. Den skal vi nok få igen.«
Sådan lød det fra Oline Pank Boesen, da hendes 18-årige datter den 11. september ringede fra sit job med både en god og dårlig nyhed.
Den dårlige nyhed var, at hendes elcykel af mærket SCO var blevet stjålet, mens den stod foran arbejdspladsen – Rema 1000 i Egå ved Aarhus.
Den gode nyhed var, at det hele – inklusiv tyvenes nummerplade – var blevet fanget af supermarkedets videoovervågning.
»Jeg tænkte jo bare med det samme: Fint, den skal vi nok få tilbage, når vi har tyvene på film og endda et registreringsnummer. Den henter politiet med det samme,« siger 44-årige Oline Pank Boesen.
Men moren skulle desværre blive klogere.
Allerede samme aften – den 11. september – ringede Olines datter og en kollega til politiet for at anmelde tyveriet.
Her oplyste politiet ifølge Olines datter, at de via registreringsnummeret kunne finde en adresse, som en patruljevogn 'måske' ville tage forbi.
Da nat var blevet til dag, og kalenderen viste 12. september, havde familien stadig ikke hørt fra Østjyllands Politi, så derfor greb de knoglen og ringede.
»Vi ringede igen og her sendte vi alt overvågningen til politiet. Men der sker ikke så meget, og den 14. september må vi igen ringe,« siger Oline Pank Boesen og fortsætter:
»Der er der i ramme alvor en kvinde, der siger: 'Ej, men i fredags kom der simpelthen så mange cykelanmeldelser, så den er nok druknet i bunken'. Og jeg tænkte jo bare: Hallo, vi har overvågning af det. I kan bare tage derud.«
B.T. vil gerne sætte fokus på cykeltyverier og den lave sigtelsesprocent. Kan du bidrage til den dækning? Så må du meget gerne skrive en mail på sebj@bt.dk.
Oline spurgte endda, om hun ikke bare kunne få adressen, der var knyttet op til registreringsnummeret, så hun selv kunne tage derud, men det blev et nej fra politiet.
Og i dag – her 13 dage efter tyveriet – har familien intet hørt fra Østjyllands Politi eller set til cyklen.
En situation, der er mildest talt har rystet Oline.
»Det krænker min retfærdighedssans. Det er jo fuldstændig konsekvensfrit at stjæle cykler i Danmark, hvis politiet ikke engang rykker ud, når man giver dem det hele,« siger hun.
B.T. bad tirsdag morgen Østjyllands Politi om en forklaring på, hvorfor man ikke har gjort noget ved sagen.
Fra politikredsen lyder det dog, at man ikke kan nå at tjekke op på sagen før B.T.s deadline.
Man udtaler dog helt generelt følgende:
»Vi har i politiet rigtig mange opgaver, vi skal løse, og der ligger mange sager, som skal efterforskes. Derfor bliver vi nødt til løbende at prioritere, hvad vi bruger flest kræfter på. Og dér prioriterer vi personfarlig kriminalitet - som fx voldssager – højere end tyveri,« skriver politikredsen og fortsætter:
»Det betyder ikke, at vi ikke gør en indsats for at opklare tyverier, men det er ikke dér, vi bruger flest efterforskningsmæssige ressourcer.«
B.T. talte mandag med 75-årige Kirstin, der har fået stjålet to elcykler på 20 dage. Læs den historie her.