Der var flammer overalt, men ifølge et øjenvidne nægtede den ni-årige boxer Carmen at forlade sin ejer.

Torsdag i sidste uge brød en brand ud i huset i Cincinnati, hvor Carmen boede med sin ejer Ben Ledford.

Ifølge amerikanske CNN blev Carmen fundet liggende ovenpå den livløse Ben Ledford, hvor hun forsøgte at skærme hans ansigt for flammer og røg.

Både Ben Ledford og Carmen blev hastet på henholdsvis hospital og dyrehospital. Her viste Carmens indsats for at redde sin ejers liv sig desværre forgæves, da Ben Ledford senere døde af sine kvæstelser.

Dyrelægerne på Cincinnatis Care Center kæmper fortsat for at redde Carmen, der har fået svære skader på lungerne og ligger i respirator, men som også har vist små fremskridt. Dyrehospitalet meddeler i en opdatering på Facebook, at hendes tilstand er stabil.

»Hun klarer sig fint. I forhold til hvad Carmen har været igennem, synes vi, at hun klarer sig, så godt, som man kunne forvente,« siger dyrelægen Daniel Carey samtidig til det lokale CNN-medie WCPO.

Imens Ben Ledfords familie og venner sørger over deres tab, kæmper de samtidig for at Carmen skal overleve.

De har således startet en online indsamling for at kunne betale for behandlingen på dyrehospitalet. Her er der foreløbig indsamlet 12.500 amerikanske dollars.

På siden for indsamlingen skrev Ben Ledfords søskende den 9. februar denne opdatering:

»Vi vil gerne fortælle alle, der støtter Carmen og sender deres tanker og bønner, hvor taknemmelige vi er for alting. Imens vi bearbejder tabet af Carmens ejer, vores bror Ben, er det en trøst at vide, at Carmen får den bedst mulige behandling. I takt med, at vi får opdateringer om hendes tilstand, vil vi fortsætte med at give jer opdateringer om vores søde, søde pige.«