Lyt til artiklen

29-årige Peter Dyredal Nielsen var en af de dem, der slap fra den brutale nedskydning på Utøya med livet i behold. Han reddede sit liv ved at gemme sig i et kølerum, mens henrettelserne af hans kammerater foregik lige ude på den anden side.

Han arbejdede som kok på øen under sommerlejren på Utøya og stod over gryderne, da Anders Behring Breivik indledte sin vanvittige massakre.

Da han hørte de første skud gå af og de efterfølgende paniske skrig, tog han en hurtig beslutning, fortæller han til norske Dagbladet.

- Frem for at løbe ud på øen gemte jeg mig i kølerummet. Kølerummet ligger midt på øen, men jeg måtte træffe en afgørelse, Og den har reddet mit liv, siger han.

Læs også: Breivik ville dræbe Gro Harlem Brundtland på Utøya

Her stod han - sammen med et kærestepar, han ikke kendte - musestille i den bidende kulde. 

De kunne han ikke gøre andet end at vente, mens skudsalverne på den anden side af trævæggen brød tavsheden.

Kølerummet holdt kun to grader, og her stod de i næsten halvanden time. De tre så døden i øjnene og var så bange for at blive opdaget, at de ikke turde flytte på sig eller udveksle mere end grådkvalt hvisken. Læs også: Her var Anders Breivik da bomben sprang

Når de skulle tisse, foregik det ned i en spand kartoffelsalat for ikke at larme og dermed tiltrække pistolgalningen, som gik rundt lige ude på den anden side. - Kæresteparret sagde 'jeg elsker dig' til hinanden. Vi tænkte på, hvordan det ville blive, hvis vi overlevede... Jeg forsøgte at bede en bøn, men jeg er ikke religiøs, så i stedet spurgte jeg mig selv, 'hvad sker der nu?', mindes han.

Undervejs fik han sendt et par sms'er fra kølerummet hjem til sine nærmeste. Han forsøgte at berolige dem, men sandheden var, at han var nærmere døden, end han tør tænke på i dag.

- Efter at have været borte kom han (pistolmanden, red.) tilbage og skød flere folk præcis dér, hvor jeg havde stået i køkkenet og arbejdet. Kølerummet var ikke låst, og vi mærkede dødsangsten, siger han til Dagbladet.

Men Anders Breivik kom aldrig ind i kølerummet, hvor de tre mennesker sad sammenkrøbet og forfrosne på nogle papstykker for at holde på varmen.

De kom først ud, da de vidste, at Breivik var pågrebet af politiet. Derefter frembød sig et skrækindjagende syn.

- Jeg kom ind i en gang med de andre overlevende. Rundt omkring os flød det med lig. Jeg tror, jeg kom med den sidste båd til fastlandet, siger han og understreger, at han gerne vil tilbage til Utøya for at lave mad.