De mange tusinde technofans, der i går var samlet ved Love Parade i Duisburg i Tyskland, festede intetanende videre, komplet uvidende om, at mindst 19 mennesker blev mast og trampet ihjel, da der udbrød massepanik i en tunnel.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Først mange timer efter at mindst 19 unge mennesker mistede livet, blev der slukket for musikken. 16 døde ved festområdet og tre døde efterfølgende af deres kvæstelser på hospitalet.

Det skriver den tyske avis bild.de.

De mange liv gik tabt, da der opstod panik i en folkemængde, der ventede ved en sikkerhedskontrol inde i en tunnel for at få adgang til festivalområdet lørdag eftermiddag. 342 meldes i øjeblikket kvæstede, ifølge flere tyske aviser.

Flere af de kvæstede kom til skade, da de kravlede over et afspærringsgitter for at komme væk og så faldt ned på den anden side, hvor der var en trappe.Da redningsarbejderne endelig fik kæmpet sig frem til de mange døde og kvæstede, blev ofrene behandlet og de døde båret ud til tonerne af glade technorytmer.

Først kl. 23:00 om aftenen blev der endeligt slukket for musikken. Vidner fortæller, at festivalområdet var blevet lukket, fordi det blev oversvømmet med festivaldeltagere, men menneskemængden, hvor flere havde taget stoffer eller var berusede, blev ved med at presse på og det førte til maseulykken.

Flere af gæsterne var indtil da komplet uvidende om den frygtelige tragedie og de mange liv, der var gået tabt, fortæller et dansk øjenvidne til TV2 News.

Myndighederne valgte at lade være at lukke festivalen efter tragedien af frygt for, at det ville udløse mere panik. I stedet blev alle nødudgange på festivalområdet, der er på en nedlagt godsbanegård, åbnet, og der blev sat busser ind for at køre folk væk.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at mange af deltagernes festhumør blev forvandlet til vrede imod myndighederne og arrangører efter katastrofen.

- Det, der er tosset, er, at festen fortsatte. Det er bare ikke rigtigt. Folk fortsatte med at danse, selv om de muligvis havde venner, der var omkommet. Til slut sagde arrangørerne endda 'Tak for en god dag', fortæller en 31-årig mand fra Hannover.

Over 1,4 millioner deltog ved festivalen, hvor yderligere 342 blev kvæstet, oplyser tyske myndigheder.