Friedrich Merz (CDU) står efter søndagens valg til at blive Tysklands nye kansler, og det kan være gode nyheder for Danmark, mener en EU-ekspert.
Ifølge Derek Beach, der er professor ved institut for statskundskab ved Aarhus Universitet, vil den nye kansler muligvis lukke sluserne op for den tyske økonomi, hvilket kan dryppe ned i danske virksomheder.
»Der har været meget diskussion om, hvorvidt tyskerne skal ophæve den gældsbremse, de har i forfatningen. Når CDU siger, at det er 'overvejeligt' at gøre, er det altså godt nyt for dansk erhvervsliv,« siger Derek Beach.
Den såkaldte 'gældsbremse' blev indskrevet i forfatningen i 2009.
Konkret betyder 'gældsbremsen,' at regeringen ikke kan have et underskud på mere end 0,35 procent af BNP, justeret for den økonomiske cyklus.
Men hvis Tysklands nye kansler er åben for at rulle gældsbremsen tilbage, kan det ifølge Derek Beach føre til en mere ekspansiv finanspolitik i Tyskland.
For et af de steder, hvor tysk økonomi virkelig halter, er et område, Danmark kender særligt godt.
»Den store udfordring i Tyskland er, at energi simpelthen er for dyr. Det er helt klart det oplagte sted at investere for en regering, der gerne vil sætte skub i økonomien.«
Derek Beach mener, at det ville være tåbeligt at investere i »nedgangsøkonomier«. Derfor tror han, at investeringerne vil flyde over i grøn teknologi, nye energiformer og forbedring af energiinfrastrukturen, så energien bliver billigere.
»Alle de ting vil være nogen, vi kan få gavn af, enten ved at sælge noget direkte til tyskerne eller indirekte ved at det for eksempel bliver nemmere for os at eksportere vindkraft til tyskerne,« siger Derek Beach.
Friedrich Merz skal efter valget forsøge at danne regering i Tyskland med et eller flere partier.
Han har tidligere afvist at danne en koalition med højrefløjspartiet AFD., der med 20 procent blev valgets næststørste parti.