Deserterede soldater og officerer er hårdt tiltrængt i kampen mod Gaddafi-styrkernes tunge våben. Men de indebærer risici for den civile revolutionsledelse.
BREGA/BENGHAZI: Jilal Sulliman udstråler al den militære selvsikkerhed, som de andre mænd omkring ham i så høj grad mangler.
- Hæren har styringen. Det er soldater foran, og så står de frivillige i næste række, siger soldaten.
Med erfaring fra ti år i libyske specialstyrker er det folk som Sulliman, der nu skal bringe revolutionen videre mod Tripoli, som det endelige mål. Den professionelle soldat vil ikke udtale sig konkret om forstærkninger ved fronten, men han antyder, at helt op mod 4.000-6.000 soldater og reservister er ankommet siden weekenden.
I en blanding af frustration og iver affyrer den efter den anden omkring ham deres maskinpistoler og antiluftskyts op i luften, selv om der ved byporten til Brega fortsat er omkring 100 kilometer til kampene forude. De er tydeligvis ikke soldater, og deres skud gør hverken fra eller til.
Revolutionen er kørt fast
Revolutionsbegejstrede unge er de seneste dage kørt fast stillet over for en militær overmagt, der med raketter, artilleri og flyangreb tilsyneladende har trukket en linje i ørkensandet foran Muammar Gaddafis svært bevogtede hjemby, Sirte.
Vreden og hadet til regimet fik demonstrationerne til at eksplodere i et oprør, der på få dage væltede regimets magt i de fleste større byer i Libyen, og bragte den endelige sejr snublende nær.
Det er bare ikke nok.
Den civile, revolutionære ledelse har erkendt, at man i den fortsatte kamp både har brug for eks-officerernes erfaring og de loyale soldater, som de kan mønstre.
- Vi udformer planen med de unges energi og hærens erfaring, lyder det fra den tidligere generalmajor Ahmed El Gatrani under et interview mandag aften i Benghazi.
Nogle af forstærkningerne er hans fortjeneste. Den højtstående officer besluttede at desertere, da Gaddafis sikkerhedsstyrker i oprørets første dage skød direkte ind i mængden af ubevæbnede demonstranter i flere byer. Nu kaster han sig tilsyneladende helhjertet ind i kampene mod Gaddafis tilbageværende styrker.
Det er ikke uproblematisk. De revolutionære råd har så længe som muligt holdt oprøret på civile hænder - ikke mindst af frygt for, at en ny stærk leder skal vise sig på slagmarken og få kampen for demokrati til at køre af sporet. Generalmajoren understreger dog, at han blot vil hjælpe til.
- Den forsatte kamp vil ikke bare foregå under min kommando, men også under de unges kommando. Revolutionen er de unges revolution, og det er dem, der kæmper nu, siger Gatrani.
At emnet er ømtåleligt understreges af, at flere frivillige ved kontrolposten i Brega ikke kan lide snakken om de militære forstærkninger.
- Nu står vi alle sammen. Der er ikke soldater og frivillige. Vi er revolutionære, siger én, mens en anden antyder, at de fremmede journalister kan være spioner.
Truslen fra luften
Helt fremme ved frontens barske og blodige virkelighed ved oliebyen Las Ranuf oplevede Berlingske dog i weekenden, hvordan de frivillige desperat råbte på militær lederskab, og også i går var der meldinger om brug af raketter, kampvogne og flyangreb mod oprørerne.
Især flyangrebene har vist sig som en trussel. Hidtil har bombeangreb været så upræcise, at piloterne fra flere sider mistænkes for at ramme ved siden af med vilje, men med Gaddafis kontrol over luftrummet er luftangreb en konstant og uberegnelig fare.
- Jeg er kun bange for luftangreb, siger Ali Bouseif, der puster ud fra kampene i den relative sikkerhed i Brega.
Sammen med kamperfaring i oprørshæren er et internationalt flyveforbud over Libyen i øjeblikket et varmt ønske blandt både frivillige ved fronten og i oprørets hovedby Benghazi.
- Vi forventer, at det internationale samfund beslutter et flyveforbud. Det vil være det mindste, der kan gøres for at støtte det libyske folk, siger Abdulhafidh Gogha fra det Midlertidige Nationale Overgangsråd.
Flere arabiske golfstater bakker nu op om ønsket om et flyveforbud, men Libyens oprørere havde gerne set en hurtigere og kraftigere reaktion fra de øvrige arabiske lande.
'Vi har allerede sejret'
- Nogen spørger, om vi er ved at tvivle på sejren. Men vi har allerede sejret, og når vi får et flyveforbud, vil vi sejre fuldstændigt. I så fald forventer jeg, at en afslutning er et spørgsmål om timer, siger Gogha.
Kampen skal vindes på slagmarken.
Det fremtrædende medlem af den midlertidige regering har ikke meget til overs for nyheden om, at udsendinge uden direkte kontakt til Muammar Gaddafi pludselig er dukket op i Benghazi for at forhandle om, at han træder tilbage.
- Hvordan skulle vi forhandle med ham efter alt det, han har gjort, og alle dem han dræbt? Virkeligheden er, at vi ikke har modtaget noget officielt forslag. Regimet angriber byer og dræber fortsat folk, siger Gogha.
Det er da også i høj grad uvist, om repræsentanterne fra Tripoli udgør et seriøst initiativ eller blot er en af de typiske forsøg på psykologisk krigsførelse fra Gaddafis side. Nogle af medlemmerne af rådet skal til internationale medier have sagt, at de vil overveje forhandlinger for at aftale betingelserne for, at Gaddafi forlader landet, men Gogha afviser, at det er tegn på splittelse.
- Alle libyere er enige om en ting. Dette regime må væk. Jeg er sikker på, at han ikke vil spørge os, om han må forlade landet eller ej, siger han.
