23-årige Fatih Yildirim , der er studerende på CBS, er lige nu i Istanbul sammen med sin familie. Han står midt i urolighederne og beretter om kaotiske forhold.

Sammen med sin far står han foran den historiske Galata-bro i Istanbul, der forbinder Europa-siden med Asien-siden af millionbyen.

Som en del af kup-forsøget er broen blevet lukket. Fatih Yildirim  vurderer, at der er samlet omkring 500 mennesker foran broen.

»Der er panik. Folk råber, og ingen ved, hvad der sker. Det er mest tyrkere, der er her. Turisterne er valfartet til deres hoteller,« siger han til BT.

Han fortæller, at politiet opfordrer folk til at trække mod større pladser for at demonstrere mod militærkuppet.

»Det er som at stå midt i en gadekrig. Politiet mod militæret. Og så befolkningen,« siger han og tilføjer at han tidligere på aftenen har set både kampvogne om militærfly.

Under telefoninterviewet begynder Fatih Yildirim pludselig at løbe.

»Stemningen er panik. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Folk råber, at militæret er på vej, og at vi skal gemme os,« siger han inde fra en butik, hvor han lige er løbet hen for at gemme sig.

Folk på gaden har ifølge Fatih Yildirim spredt sig, og nogle trækker mod de større pladser i byen.

»Der er svært at beskrive, hvad der sker. Ingen ved, hvad der er op og ned. Det ligner nærmest en borgerkrig, og de 500 mennesker har spredt sig,« siger han.

En anden dansker, der er fanget i kupforsøget, er 19-årige Hayal Emine Cansi, der er studerende ved Aalborg Universitet.

Hayal Emine Cansi er på familiebesøg hos sin fætter i Ankara. Hun befinder sig tæt i den centrale del af byen og derfra kan hun se kampfly i luften.

»Kampflyene flyver lige henover os. De flyver i cirkler, op til fem ad gangen. Når de er tæt på, larmer de rigtig meget,« siger hun til BT.

Tidligere har hun også både hørt og mærket bomber.

»Det lød et kæmpe brag. Det var virkelig skræmmende. Jeg har aldrig oplevet noget lignende,« siger hun.

Tidligere på aftenen hørte hendes familie også flere pistolskud.

»Stemningen er meget anspændt. Folk på gaderne dytter i bilerne og råber. Det er virkelig ikke særlig sjovt at sidde her. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre ved os selv, så lige nu prøver vi bare at følge med i nyhederne så godt som vi kan,« siger hun.

Kort efter militæret meldte udgangsforbud, strømmede folk ud på gaderne, fortæller Hayal Emine Cansi. Alle havde travlt med at hamstre mad og vand, af frygt for hvad de næste dage vil bringe. Også hendes onkel løb ned og handlede ind.