Siden august er mindst fem ældre borgere blevet indlagt efter at have spist dem.

Der er tale om fiskefrikadeller fra Tenax Sild A/S, som nu bliver tilbagekaldt af flere omgange.

'Forbrugere, der har produkterne hjemme bør smide dem ud eller returnere dem, anbefaler Fødevarestyrelsen,' skriver de i et opslag på X.

Statens Serum Institut (SSI) har siden midten af august registreret fem patienter med den samme type af den fødevarebårne bakterie Listeria monocytogenes. 

De syge er i alderen 70-95 år, tre er kvinder og to er mænd. Alle patienterne har været indlagt.

»Listeriainfektion er en alvorlig fødevarebåren infektion, der kan føre til blodforgiftning og hjernehindebetændelse hos i forvejen immunsvækkede personer,« siger Susanne Schjørring, afsnitsleder på SSI og fortsætter: 

»Et sygdomsudbrud med fem personer er derfor alvorligt og efterforskes uden forsinkelser. Ved interview med patienterne opdagede vi hurtigt, at de allesammen havde spist spiseklare fiskefrikadeller.«

SSI, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet igangsatte derfor en større udredning for at finde kilden til smitten. 

»Bakterier fra patienter og prøver af fiskefrikadeller fra producenten er blevet sammenlignet. Vi har fundet, at bakterierne er helt ens. Dette viser, at smitten er kommet fra producenten,« siger seniorforsker Brian Lassen fra DTU Fødevareinstituttet.

Produkterne er solgt i supermarkeder over hele landet. 

Selvom man har spist de fiskefrikadeller, der nu er kaldt tilbage, er der meget lille risiko for, at man bliver syg. Man er i risiko for at blive alvorligt syg med listeria, hvis man er ældre, har svækket immunsystem på grund af anden alvorlig sygdom eller er gravid. 

Man bør kontakte læge, hvis man har høj feber, kulderystelser, muskelømhed og påvirket almentilstand, nakke-/rygstivhed eller ændret bevidsthedsniveau.