OPDATERET TIRSDAG KLOKKEN 14:26 MED KOMMENTAR FRA BRAVO TOURS' ADMINISTRERENDE DIREKTØR, PEDER HORNSHØJ.

Det spanske kystvæsen råber op, efter flere tusinde migranter og flygtninge kommer i både fra Afrika til Spaniens kyster. Danske Hans Rasmussen, der bor i Costa del Sol, bekræfter det og siger, at det er en plage for alle.

Hans Rasmussen, der er pensionist, bruger halvdelen af året i byen Benalmadena Costa på Spaniens kyst. Han fortæller, at der i de seneste år er kommet mange flere migranter og flygtninge fra Afrika til Spaniens kystbyer.

Han er træt af, at de er over alt og kommer til Spanien for at sælge kopivarer, som falske sko, tasker, solbriller og tøj. Han er sikker på, at dem, som sælger det, er flygtinge og migranter fra Afrika. Hans kone og han selv ser dem som en plage, der ikke vil lade turisterne være i fred.

»De går hele vejen nede på kysten og sælger alverdens ting. Især kopivarer briller, sko, trøjer, tasker. Alverdens ting. Det er en plage. Vi bliver generet, når de vil sælge til os. Når min kone og jeg sidder ved et bord og får noget at spise eller drikke, så kommer de med deres varer. Det synes jeg ikke er særlig sjovt. De kan være ret pågående. Selvom man beder dem om at gå, så bliver de ved,« fortæller Hans Rasmussen.

Han har dog også ondt af de mennesker, der må sejle op i gummibåde i jagten på et bedre liv.

»Jeg synes, det er synd for dem. Det er synd, at de kommer herover. De får at vide, at der er guld og grønne skove i Europa. Men der er intet til dem, der er intet arbejde til dem. Og de er ved at synke, når de sejler herover i deres gummibåde,« siger Hans Rasmussen, der også selv har set kystvæsnet samle dem op i bådene.

Der er gadesælgere hele vejen nede af strandpromonaden i Costa Del Sol. Hans Rasmussen mener, at de er migranter og flygtninge.
Der er gadesælgere hele vejen nede af strandpromonaden i Costa Del Sol. Hans Rasmussen mener, at de er migranter og flygtninge.
Vis mere

Derudover forstår han slet ikke, at de danske rejseselskaber Spies og Bravo Tours siger til BT, at hverken de eller deres kunder har kunnet mærke det stigende antal flygtninge ved Costa del Sol. Ifølge Hans Rasmussen er de over det hele og fylder hele strandpromenaden, når de sælger deres kopivarer.

»Fra min altan kan jeg se, at der hver dag bliver fløjet med helikopter over vandet for at se, om der er nogle flygtninge. De bruger hele strandpromenaden til deres varer. Vi kan ikke nyde vores aftentur. Det er jeg ked af,« siger Hans Rasmussen.

Hos Bravo Tours stiller man sig uforstående overfor Hans Rasmussens oplevelse af Costa del Sol. Her holder man fast i, at man ikke har kunnet mærke noget til et stigende antal flygtninge ved den spanske solkyst. Det fortæller den administrerende direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj, til BT.

»Jeg synes, det (Hans Rasmussens fortælling om Costa del Sol, red.) bliver lidt forvrænget. Da jeg var på Costa del Sol i 1985, var der også gadesælgere fra Afrika, og der er muligvis lidt flere af dem nu, men det er ikke noget, vi har hørt et eneste beklagende kluk omkring fra vores mange tusinde gæster i området,« siger Peder Hornshøj.

Han fortæller, at selvom han godt kan forstå, hvis Hans Rasmussen er irriteret over gadesælgerne, så mener han ikke, det er noget særligt problem for Costa del Sol.

Hans Rasmussen og hans kone på aftentur i Benalmadena Costa.
Hans Rasmussen og hans kone på aftentur i Benalmadena Costa. Foto: Privatfoto
Vis mere

Ifølge Hans Rasmussen er det især de afrikanske mænd, som tager vejen op til Spanien. Der er få kvinder og børn, men det er hovedsageligt unge mænd mellem 20 og 25 år.

»Vi skandinaver har snakket meget om det, men vi kan ikke løse verdenssituationen. De unge mænd burde bliver hjemme i Afrika og bygge det op. Måske skulle man flyve dem tilbage,« siger Hans Rasmussen.

Selvom han siger, at migranterne og flygtningene er en plage, så kommer han dog aldrig til at flytte fra sit elskede Spanien.

Der er alene på fem måneder af 2017 kommer 6.000 migranter og flygtninge til, og kystvæsenet er bekymret, da de mener, der kan være tale om en decideret lavine.

Peder Hornshøj ser dog ikke grund til bekymring.

»Tallene lyver jo ikke, men det er slet ikke noget, vi eller vores gæster lægger mærke til. Det, vi oplevede på Lesbos sidste år, hvor flygtninge kom i gummibåde, var jo ganske forfærdeligt, men det er slet ikke det samme på Costa del Sol. De fleste af de, der kommer til Spanien, kommer med færgen fra Marokko. Så det er ikke bådflygtninge på samme måde,« siger Peder Hornshøj.