Har du nogensinde set på danmarkskortet og spurgt dig selv: Hvad mangler Danmark? Mere sol, flere palmer og rulleskøjter.
Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående mangelvarer, har den satiriske kampagnehjemmeside Denmarkification.com måske fundet en løsning.
I hvert fald kan man på hjemmesiden se, at der er nogle, der går med en drøm om, at Danmark skal købe den amerikanske delstat Californien.
Ifølge hjemmesiden søger man i alt en billion dollar 'plus minus et par milliarder' til formålet.
Kampagnen har vakt opsigt også uden for Danmarks grænser. Således har en række internationale medier omtalt den, heriblandt britiske Metro og Daily Mail og radiostationen Fox 11 Los Angeles.
Af hjemmesiden fremgår det også, at 199.613 mennesker i skrivende stund allerede har skrevet under. Om det er sandt er dog ikke til at sige.
Allernederst på hjemmesiden står der: 'Denne kampagne er 100 procent ægte … i vores drømme'.
Skaberne af hjemmesiden stiller spørgsmålet, som du måske også sidder med. Hvorfor skulle Trump være interesseret i at sælge Californien til Danmark.
Og de kommer også med et bud på svaret:
'Lad os være ærlige – Trump er ikke den største fan af Californien. Han har kaldt staten for 'den mest ødelagte stat i unionen' og har i årevis skændtes med deres ledere. Vi er ret sikre på, at han ville være villig til at sælge staten for den rette pris.'