Seks danske kampfly skal som »ekstraordinært forstærkningsbidrag« sendes til Baltikum, erfarer Berlingske.

Danmark vil inden for et par måneder sende seks kampfly til Baltikum, hvor flyene skal patruljere luftrummet. Det bekræfter kilder over for Berlingske. 

Danmark er med i en rotation blandt en gruppe lande, der stiller kampfly til rådighed for de baltiske lande, som ikke har noget luftvåben. Det er endnu uklart, om de fly, der nu bliver sendt af sted fra Danmark, er uden for denne rotation, men det bliver beskrevet som »ekstraordinært forstærkningsbidrag«.

Det seneste danske bidrag til forsvaret af det baltiske luftrum fandt sted i de første fire måneder af 2013. Tidligere har Danmark sendt fly i 2004, 2009 og 2011.

De tre baltiske lande har under krisen mellem Rusland og Ukraine udtrykt bekymring over, hvorvidt de kan blive de næste ofre for russiske aggressioner. Derfor har Estland, Letland og Litauen bedt NATO om beskyttelse.

Ifølge TV 2 News vil regeringen orientere Folketingets partier om den forestående mission på et møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag morgen.