»Jeg tror, det er rigtigt, at noget af det her er en slags begyndelse på en storoffensiv. Men jeg tror, vi kommer til at se meget voldsommere militære handlinger, end dem vi allerede ser.«
Sådan lyder det fra B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, i kølvandet på, at EUs udenrigschef, Josep Borrell, i en tale til EU-Parlamentet onsdag proklamerede, at Rusland har igangsat deres ventede storoffensiv.
I talen lød det blandt andet, at der er blevet sat mere end 360.000 russiske soldater ind i Ukraine – et tal, der i den grad får alarmklokkerne til at bimle hos Jakob Illeborg.
»Alene antallet af russiske soldater i Ukraine er skrækindjagende. Det er virkelig, virkelig, virkelig mange – og det viser jo også, at der ikke er noget som helst, der tyder på, at russerne har tænkt sig at gå forhandlingens vej. De har tænkt sig at få deres vilje med brug af brutal styrke«.
Alligevel tror han, at det, som Josep Borrell har udråbt som værende en storoffensiv, blot er en form for »forspil« til det, der i virkeligheden kommer til at ske.
»Det, der bliver interessant at følge over de næste timer og dage, er, hvordan den her storoffensiv eskalerer. Hvad er det, de har tænkt sig at gøre? Fordi jeg tror, de har tænkt sig at gøre mere end 'bare' at angribe med soldater på østfronten,« fortæller den internationale korrespondent og fortsætter:
»Jeg tror, vi skal forvente og frygte noget voldsommere, end vi ser lige nu. Det behøver ikke kun være rettet mod østfronten – det kunne sagtens være angreb flere steder på samme tid.«
De tanker baserer Jakob Illeborg blandt andet på, at russerne som bekendt har placeret en række kampfly ved grænsen til Ukraine – et skyts, der hidtil ikke er set meget til i krigen.
Derfor mener Jakob Illeborg, at meget kunne tyde på, at russerne gør klar til at eksperimentere med nye strategier – og måske nye våben.