25-årige Jemma Beale havde over for det engelske politi påstået, at hun i løbet af en periode på tre år gentagne gange var blevet udsat for seksuelle overgreb og voldtægter af i alt 15 forskellige mænd.

Men nu har en domstol i London slået fast, at alle Jemma Beales anklager var det pure opspind.

Det skriver flere medier - blandt andre Fox News, The Sun og Daily Mail.

»Jemma Beale har været en konsekvent løgner, som gentagne gange er gået til ekstremerne i sin konstruktion af beviser, for at få uskyldige mænd dømt. Derudover har hun bevidst løjet, mens hun var under ed,« udtalte anklager Samuel Main i forbindelse retssagen i Crown Court, som fandt sted tirsdag den 4. juli i år.

Her blev hun dømt for at have konstrueret falske historier om seksuelle overgreb og voldtægter, som ifølge hende fandt sted fra 2010 til 2013. I den periode skulle seks mænd ifølge Jemma Beale have udsat hende for overgreb, mens ni skulle have voldtaget hende. Det førte til, at en af de anklagede mænd blev dømt og fænglset, mens en anden flygtede fra England.

I 2012 fortalte hun blandt andet politiet, at hun i en gyde var blevet angrebet af fire mænd med ståltråd, som efterfølgende havde udsat hende for overgreb.

Jemma Beales historier begyndte dog at smuldre, da politiet kiggede nærmere på hendes sygejournaler, overvågningsbilleder og vidneforklaringer. Derudover fandt de ud af, at hun havde været i et fast forhold i den periode, hvor de påståede overgreb fandt sted.

»Efter endnu en anklage fra Beale i november 2013, kiggede politiet alle hendes tidligere anklager igennem, og her tegnede der sig et tydeligt mønster af fantasifulde løgne,« sagde anklager Samuel Main.

Det forventes, at strafudmålingen i sagen mod Jemma Beale finder sted den 24. august.

Foto: DARU
Foto: DARU Foto: DARU
Vis mere