En pige på knap to år er død, og adskillige mennesker er sårede, efter et voldsomt haglvejr ramte Spanien.

Pigen, der blev 20 måneder gammel, døde i Catalonien, efter hun var blevet ramt af et stort hagl.

Det skete i byen La Bisbal d'Empordá i Girona-provinsen. Pigen blev bragt til hospitalet, men hun døde af sine kvæstelser tidligt onsdag.

Haglvejret rasede over dele af den nordøstlige region i landet, og det var de største hagl, der er set de seneste 20 år. Det skriver The Guardian.

»Vi har haft den forfærdelige sag med den lille pige, der blev ramt af hagl,« fortalte Carme Vall, der er byens borgmester, til RTVE.

Haglene var op til 11 centimeter i bredden, og haglvejret stod på i ti minutter. Men det var ti minutters terror, forklarede borgmesteren.

'Jeg er ramt af denne tragedie og vil gerne sende mine kondolencer til familien,' skriver den catalanske regionspræsident, Pere Aragonès, på Twitter.

Cataloniens regionale redningsberedskab fik 39 opkald fra området, hvor haglene ramte.

Efterfølgende har borgere i området delt billeder og videoer på de sociale medier, der viser, hvordan haglsten er smadret, og bilernes forruder er ødelagte.