Om godt to måneder kan Cape Town blive verdens første storby, der løber tør for vand. Overalt på kloden er presset på vandressourcerne stigende, men der er en løsning. En dyr løsning.
I den smukt beliggende sydafrikanske storby Cape Town advarer myndighederne nu om, at »Day Zero« kan blive en realitet 12. april i år.
Når den famøse »nuldag« oprinder, risikerer de fire millioner indbyggere i byen og dens omegn at vågne op til en hverdag uden vand i vandhanen. Kun et par dråber vil strømme ud og derefter – intet.
I stedet må de stille sig i lange køer ved en af ca. 200 forskellige ferskvandsposter, hvor hver borger dagligt kan få fyldt en dunk med ca. 25 liter vand.
Årsagen er den værste tørke i det sydlige Sydafrika i mere end et århundrede.
Den har foreløbig varet i tre år og har dermed stort set udtørret de vandreservoirer, som den ikoniske bys indbyggere traditionelt har benyttet sig af, når de har skyllet ud i toilettet, taget et bad eller fyldt svømmepølen.
Den eksplosivt voksende vandkrise har ført til noget nær et folkeoprør, hvor borgerne beskylder lokale politikere for passivitet og voldsom inkompetence. For i årtier har det bare været et spørgsmål om tid, før end en omfattende tørke i alvorlig grad kunne true vandforsyningen.
Allerede nu er Cape Towns indbyggere underlagt skrappe vandrestriktioner, som imidlertid i vid udstrækning bliver negligeret, skriver lokale medier. I øjeblikket er den enkelte borger pålagt et maksimalt vandforbrug pr. dag på 87 liter, men 1. februar ventes det at blive strammet til blot 50 liter.
På den baggrund har lokale medier beregnet, hvordan man kan få hverdagen til at fungere, eksempelvis ved blot at bruge 20 liter vand på et to minutter langt brusebad, ni liter til alle dagens toiletskyl og ni liter til opvasken. Samt ved helt og aldeles at undlade at vande haven.
Til sammenligning bruger en gennemsnitsdansker knap 110 liter vand om dagen, mens en amerikaner rundt regnet bruger det tredobbelte af en dansker.
I øjeblikket er der i sæsonbestemt tørketid i Sydafrika, så der er ikke håb om større mængder regn i regionen før end i maj eller juni – om de højere vejrmagter vil.
Men er skyerne ikke nådige, kan Cape Town blive verdens første storby, der løber tør for vand.
Dermed kan den blive symbol på en stadigt mere tørstende fremtid på kloden. For alt peger på, at talrige regioner og byer vil følge i hælene på Kapstaden, som vi i gamle dage kaldte byen nær det afrikanske kontinents sydlige pynt, Kap Det Gode Håb.
Man ser det i Mexico City, hvor megabyen gradvist synker som følge af et vandforbrug, der slet ikke kan følge med den naturlige genopfyldning. Man ser det langs den ekstremt tætbefolkede Ganges-flod i Indien, hvor grundvandet synker med alarmerende hast. Man ser det i Californien, hvor man i de fem år frem til 2016 gennemlevede den værste tørke i 1.200 år.
Og man oplever det i store dele af Kina og Australien, i Nigeria, Somalia, Iran og i Syrien, hvor meget tilmed peger på, at krigen, nøden og udvandringen for en stor dels vedkommende blev udløst af en historisk omfattende tørke.
En næsten parallel situation er begyndt at opstå i Iran, der i forvejen er en af verdens tørreste og mest hederamte nationer.
Her er man i adskillige byer begyndt at løbe tør for vand, hvilket får unge mennesker til at udvandre til storbyerne, hvor de ofte bliver mødt af arbejdsløshed. Hvilket udløser frustration og risiko for folkeoprør.
Hvis der ikke kommer en løsning på vandmanglen, risikerer langt over halvdelen af Irans befolkning, 50 mio. mennesker, i sidste ende at udvandre, har den tidligere iranske landbrugsminister Issa Kalantari sagt til det arabisk-amerikanske medie Al-Monitor.
Han tilføjer, at flere af landets større byer, herunder Shahrood, Neishabour og Rafsanjan, ud fra et vandmæssigt perspektiv allerede bør betegnes som »døde byer«.
Tidligere på måneden advarede miljøorganisationen World Resources Institute om, at presset på rene ferskvandsressourcer er voldsomt stigende verden over, og at 33 lande må imødese »ekstremt højt pres« på ressourcerne i 2040.
På globalt plan er forklaringen tresidet: Økonomisk vækst, befolkningsvækst og klimaforandringer. Det globale landbrug sluger stadigt større mængder vand for at mætte stigende og generelt mere velhavende befolkninger, og imens ser tørke og vandpres ifølge klimaprojektioner ud til at brede sig i bl.a. Sydeuropa.
Hvad er løsningen? Den ene er naturligvis at begrænse vandforbruget verden over, hvilket vi i bl.a. Danmark har været ret gode til i kraft af oplysningskampagner og høje vandafgifter.
Den anden er at udnytte den største vandressource, der overhovedet findes: havet. Her er det ellers voldsomt tørkeramte Israel et glimrende eksempel.
I dag bliver omkring 80 procent af alt drikkevand i den mellemøstlige nation – og cirka halvdelen af hele landets vandforbrug – dækket af afsaltet havvand. På store anlæg ved Middelhavet pumpes havvand ind i membraner, hvor saltet filtreres bort, hvorefter rent ferskvand ledes ind i landets omfattende vandtransportsystem.
Det eneste problem er, at processen er temmelig dyr og energitung, og i det stærkt solbeskinnede Israel leveres strømmen overvejende af fossilt drevne kraftværker frem for af solenergi.
Men overalt på kloden – i Kina, Mellemøsten, Australien, Californien – slukker man i stigende omfang tørsten ved hjælp af stadigt større afsaltningsanlæg for havvand.
I fremtiden kommer milliarder af mennesker helt bogstaveligt til at drikke af havet.
