Påsken er for døren, og dermed rykker mange danskere i sommerhus eller besøger familie og venner nær og fjern.

Det giver trængsel på vejene, ikke mindst på udrejsedagene. Samtidig er der sporarbejde, der påvirker togtrafikken. Læs her, hvordan påsketrafikken ser ud, og hvornår, der kan være problemer.

Ifølge Vejdirektoratet er det særligt ved de store sommerhusområdet ved den jyske vestkyst og i Nordsjælland, at der risikerer at blive trængsel.

Der er særligt fire dage, hvor man skal forberede sig på tæt trafik og risiko for kødannelser, skriver Vejdirektoratet i en trafikprognose:

  • Fredag 31. marts, i tidsrummet 14 til 18.
  • Lørdag 1. april, i tidsrummet 10 til 14.
  • Onsdag 5. april, i tidsrummet 14 til 18.
  • Torsdag 6. april, i tidsrummet 10 til 14.

I påsken bruger mange fridagene til at tage i sommerhus, og det kan skabe trafikale udfordringer ved de store sommerhusområder.
I påsken bruger mange fridagene til at tage i sommerhus, og det kan skabe trafikale udfordringer ved de store sommerhusområder. Foto: Henning Bagger/Scanpix/Arkiv
Vis mere

Man skal også forvente tæt trafik på rute 11 mellem Ribe og Ringkøbing, rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse og rute 21 mod Sj. Odde.

Når folk skal hjem fra påskeferien, er der sjældent samme trafikale udfordringer, da hjemrejsedagene typisk fordeler sig over flere dage.

Ovenstående tager ikke højde for pludselig opståede situationer, der kan forstyrre trafikken. Derfor er det en god idé at følge den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk.

Hos DSB er påsken traditionelt lig med sporarbejde, og i år er ingen undtagelse.

Det fortæller Tony Bispeskov, informationschef i DSB:

»Sporarbejdet faldet i to dele i år. Den værste del er fra langfredag til påskedag.«

Her er der sporarbejde på strækningen mellem Odense og Slagelse, og der kører derfor ingen tog. I stedet bliver der indsat togbusser.

»Passagererne skal regne med cirka en times længere rejsetid,« oplyser informationschefen.

I påsken bliver der indsat togbusser mellem Odense og Slagelse fra den 7. til den 9. april. Passagerne skal derfor indstille sig på, at rejsetiden bliver forlænget med en time.
I påsken bliver der indsat togbusser mellem Odense og Slagelse fra den 7. til den 9. april. Passagerne skal derfor indstille sig på, at rejsetiden bliver forlænget med en time. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix/arkiv
Vis mere

Den anden del foregår i perioden 1. til 6. april og den 10. april. Her er der sporarbejde mellem Slagelse og Korsør. Strækningen er tosporet og arbejdet foregår kun på det ene spor, så alt togtrafikken bliver afviklet på det andet spor.

»Det kan betyde, at togene kommer til at køre anderledes end normalt, og derfor anbefaler vi, at folk tjekker Rejseplanen.dk, inden de tager afsted,« fortæller Tony Bispeskov.

I det hele taget anbefaler han, at alle togpassagerer i påsken tjekker Rejseplanen.dk.

»Det er schweizerkniven til at komme gennem påsketrafikken,« siger han.

Vil man vide mere om påskens sporarbejde, kan man læse mere under trafikinformation på DSBs hjemmeside.