Det er et af de mest støjplagede områder i Danmark.

Men nu kan naboer til E45's færd gennem Aalborg se frem til, at det uendelige støjhelvede får et nøk nedad på decibelskallen.

For Vejdirektoratet præsenter 10. maj deres planer for, hvordan lydniveauet fra motorvejen kan sænkes for de omkringliggende boliger.

Men allerede nu har de løftet lidt af sløret for, hvad det er for nogle tiltag, der skal gøre det mere tåleligt at bo langs motorvejen.

Her bliver støjskærmene sat op.
Her bliver støjskærmene sat op. Foto: Vejdirektoratet
Vis mere

7,7 kilometer med støjskærme er løsningen. Skærme, som dog først bliver sat op i løbet af 2023.

»I Vejdirektoratet arbejder vi målrettet på at reducere støjgenerne fra statsvejene, og det er særligt nødvendigt langs Nordjyske Motorvej i Aalborg, hvor naboer til vejen er generet af høje støjniveauer,« lyder begrundelsen fra projektleder i Vejdirektoratet, Mette Aakær Møller.

Modsat mange andre byer i Danmark, løber motorvejen i og omkring Aalborg gennem større bysamfund og ikke i en bue udenom byen. Det giver i alt 3.767 støjbelastede boliger i Jyllands næststørste by.

Og som boligejer er der god grund til at være opmærksom på støjniveauet der, hvor man vil slå sig ned.

Ifølge Miljøstyrelsen kan vejstøj nemlig påvirke din sundhed i form af blandt andet søvnproblemer, forhøjet blodtryk, stress og forøget risiko for hjertesygdomme.

Inden støjskærmene er opført, skal naboer til motorvejen dog også lægge ører til et større anlægsarbejde, som desuden kommer til at påvirke de trafikanter, der kører på motorvejen omkring Aalborg. Alt dette oplyser Vejdirektoratet om, når der afholdes informationsmøde 10. maj i Gigantium i Aalborg.

Støjskærmene på motorvejen i Aalborg er en del af den infrastrukturplan, som regeringen og et flertal i Folketinget vedtog i 2021. Her er der i alt afsat tre milliarder kroner til bekæmpelse af trafikstøj i hele landet.