Lyden af den danske sommer er en summende helikopter, nogle sporadiske ‘allez’-råb – og så stemmerne fra TV 2’s Tour de France-kommentatorboks.
Og denne sommer er der pludselig en stemme, som de fleste danskere ikke havde hørt før.
36-årige Trine Schmidt, der har en fortid som landevejs – og banecykelrytter, har udfyldt sædet efter Rolf Sørensen, der kort inden Tour-start måtte melde fra med hjerteproblemer.
Opkaldet fra TV 2 fik hun fem dage inden, at verdens største cykelløb blev skudt i gang i Firenze. Og det kom, mens hun havde fodbold – og ikke cykling – i kikkerten.
»Jeg blev ringet op mandag aften, mens jeg stod på hovedbanegården i München. Jeg var lige ankommet med toget, for jeg skulle til se Danmark mod Serbien ved EM,« fortæller Trine Schmidt til B.T. efter søndagens hidsige grusetape.
»Der stod egentlig en pakket kuffert klar hjemme i Danmark, fordi jeg vidste, jeg ville få travlt, når jeg kom tilbage – for jeg skulle dække Tour for TV Midtvest. Men så skulle det hele laves om.«
»På en eller anden måde flaskede det sig. Jeg fik hentet min kuffert i Danmark torsdag på trods af et forsinket fly fra Østrig – og så landede jeg i Firenze til Tour-start fredag frokost. Det er helt vildt at tænke på, når jeg står her og snakker om det.«
Og nu har den tidligere OL-deltager og VM-sølvvinder så kommenteret sig igennem den første halvdel af årets Tour. Og hun mærker tydeligt, at hun hver dag taler til mange hundrede tusinde danskere.
»Ja, det kan jeg helt klart mærke. Især på de sociale medier. Både på godt og ondt – mest på godt heldigvis. Jeg kan tydeligt mærke opmærksomheden, men det tager jeg i stiv arm.«
»Faktisk har jeg ikke set så meget af det, for jeg har fået at vide, at jeg skal lade være med at kigge. Men egentlig tror jeg ikke, at der er så meget, for jeg færdes stadig på de sociale medier, og jeg synes, at de fleste er rigtig søde – og det er jeg ret glad for.«
Hun har samtidig skrevet historie – for hun er den første danske kvinde, der sidder i kommentatorboksen ved et Tour de France.
»Det er jeg enormt stolt over. Ja, jeg er kvinde – men jeg er sikkert på, at TV 2 ringede til mig, fordi de ved, at jeg har rigtig mange års erfaring med cykelløb – og så har jeg efterhånden siddet i kommentatorboksen i 13 år.«
»Jeg debuterede jo med Rolf og Ritter til VM i København i 2011. Så jeg er stolt over, at TV 2 ringede til mig.«
Og ved Touren kan hun altid læne sig op ad kollega Dennis Ritter, der siden 2007 har kommenteret det store franske cykelløb.
»Jeg deler bil med Ritter. Og vi har lært hinanden meget bedre at kende, end vi gjorde i forvejen. Når man kører bil, så snakker man sammen – og jeg får masser af tips og tricks,« lyder det fra Danmarks nye Tour-stemme.
Fattede du heller ikke, hvorfor Visma brugte så mange kræfter på sidevindsetapen? Så få svaret i det nyeste afsnit af B.T.s podcast 'Touren på Bagsædet', hvor en ekspert fortæller, hvordan coronavirus kan smitte i feltet - og fra tilskuere til ryttere. Lyt med og følg podcasten på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: