Det her har været vanvittigt på så mange måder. Det har været vanvittig godt. Men det slutter også vanvittig brat.
I dag er det desværre blevet tid til min sidste klumme, en lille uges tid før feltet rammer Paris.
Med tiden kommer jeg mig stille og roligt over den skuffelse, det er at udgå på grund af en positiv coronatest.
Jeg har været bitter. Irriteret. Frustrationen og magtesløsheden fylder noget, selvom jeg er ret god til ikke at lade mig gå for meget på af ting, jeg ikke kan styre alligevel.
Men det har også været en fantastisk Tour.
Havde man fortalt mig inden da, at det hele ville forløbe sådan her, havde jeg købt ind på det. Flere dage i den prikkede bjergtrøje. En etapesejr. Fortryllende etaper i Danmark.
Selvom det ikke er så slemt, kan jeg mærke, at sygdommen har sit greb om mig. I dag er jeg blevet godt snottet og helt blokeret i næsen.
Mandag er jeg kørt til Andorra, hvor jeg har en lejlighed. Egentlig foretrak holdet, at jeg kørte til min bolig i Girona, der ligger i havniveau. Det er bedre for restitutionen, men jeg deler lejligheden med min holdkammerat Odd Eiking, der var hjemme.
Så det duede ikke.
I stedet er jeg oppe i bjergene, hvor min kæreste har været at fylde køleskabet med en masse frugt, pålæg, mælk og brød.
Siden jeg udgik, er jeg kommet meget lidt ud. Jeg har snakket lidt med min familie og min kæreste. Min telefon har ringet konstant, men jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle sige.
Nu er jeg lidt mere ovenpå, så jeg kan sætte ord på det hele. Og jeg må bare konstatere, at der er virkelig ikke er langt fra triumf til fiasko.
På en måde synes jeg, at man kan inddele mit Tour de France i tre kapitler. At køre i bjergtrøjen er et for sig selv. Især fordi jeg også nåede at bære den i Danmark. Det glemmer jeg aldrig.
At sidde i udbrud i fire dage i træk. Især tredje etape, hvor jeg kørte en form for paradekørsel gennem mit fædreland. At tage rekorden som den, der krydsede flest kategoriserede stigninger i træk i starten af Touren. At være i udbrud med det røde rygnummer på Roubaix-etapen. Det var også stort.
Så er der etapesejren i Megève, der selvfølgelig også er et kapitel. For mig var det kæmpestort at melde ud, at jeg gik nu gik efter etapesejre i stedet for at forsvare prikkede bjergtrøje. Og så gøre det.
Hvis nogen var uenige, fik jeg i hvert fald vist dem, at jeg godt kunne. Det var stort. Også den måde, jeg vandt den på. Jeg tror, at det gjorde indtryk på mange mennesker. Den måde jeg kæmpede på. Jeg hang ved. Blev sat. Og så alligevel sled mig til sejren.
Det sidste kapitel ville jeg ønske, jeg kunne skrive om. Det handler om hårde dage. Om at blive sendt hjem mod sin vilje.
Det usædvanligt at blive kylet hjem på dem måde. Normalt er man syg eller styrtet, så det ikke giver mening at fortsætte. Men når man selv er klar på at køre videre uden at få lov, er det vildt frustrerende. Det husker jeg ikke at have prøvet før.
Alt i alt er jeg glad for Touren i år, selvom det er skide ærgerligt, at det skulle slutte sådan.
Specielt fordi jeg føler, at der var ben til mere. Ja, det er på sin vis den nemmeste måde at udgå på. Jeg er ikke meget syg, og jeg har heller ikke brækket noget. Derfor kan jeg forhåbentlig hurtigt komme tilbage.
Men jeg havde sat et kæmpe kryds ved tirsdagens etape. Inden Touren var jeg ude at køre ruten for at være knivskarp på den. Ideen var at gå benhårdt efter etapesejren, fordi den lå godt til mig.
Det er også en af grundene til, at der vil være skuffelse forbundet med denne her Tour, for altid. Jeg ville have mere. Det er gået godt. Men jeg ville vinde igen i den sidste uge.
For første gang i mit liv har jeg ikke gennemført en grand tour. Det er mærkeligt. Alt i alt har det egentlig været en godt uheldig sæson for mig. Noget af en rutsjebanetur.
I foråret var jeg syg af to omgange. Jeg brækkede kravebenet. Nu kom jeg tilbage, i kongeform. Og så sker det her. Jeg må bare huske, at jeg fik en tidlig sejr på sæsonen. Og så et utroligt Tour de France.
Mange ville formentlig blive ramt mentalt over at blive sat så brutalt tilbage igen. Men jeg tror, at det hjælper mig, at jeg efterhånden har kørt en del sæsoner. Jeg kan godt se hen på den anden side og vide, at der kommer en optur igen. Så længe jeg bliver ved med at gøre, hvad jeg tror på.
På en måde er det, som om alt allerede er glemt. Jeg vandt en etape for under en uge siden. Hammeren kom bare lige bagefter. Og bum, så er man tilbage.
Beskederne fra nær og fjern om, at folk har været glade for at følge med, har dog varmet. Også dem med ønsker om en god bedring. Selvom jeg må indrømme, at jeg ikke har kunnet overskue at tjekke dem allesammen.
Fremtiden byder på bedre tider. Det ved jeg. Nu skal jeg først komme mig over sygdommen. Heldigvis er det ikke så slemt. Om et par dage håber jeg, at det er blevet bedre.
Og så er der kun en ting tilbage at skrive til jer derude.
Tak for denne gang. I skal vide, at det har været den vildeste periode i mit liv som cykelrytter
Jeg håber, at I har nydt at følge med. Og stadig vil følge mig rundt i verden.