Kasper Asgreen var tæt på den helt store succes på 17. etape.
Danskeren var med i dagens store udbrud, der skulle afgøre sejren imellem sig, hvor Asgreen i sidste ende fik en flot andenplads.
Det var kun den italienske etapevinder Matteo Trentin, som det danske stortalent ikke kunne fange, men han var alligevel godt tilfreds med præstationen.
»Det var en fantastisk fornemmelse at sidde og køre med om etapesejren i mit første Tour de France. Det havde jeg ikke regnet med, da jeg startede for to uger siden i Bruxelles,« siger til Kasper Asgreen til TV2 SPORT kort efter, han er kommet i mål.
Asgreen angreb fra de resterende udbrydere henover toppen af kategori 3-stigningen og indledte en vild jagt på Trentin ned mod mål, men han nåede desværre ikke helt op til italieneren.
Til gengæld holdt han resten af udbruddet bag sig og kom alene i mål som nummer to, der er det bedste danske resultat indtil videre i dette års Tour de France.
Matteo Trentin sneg sig væk fra gruppen i bunden af stigningen på et tidspunkt, hvor de andre kiggede lidt på hinanden, men Asgreen ærgrer sig ikke over, at han ikke fangede italieneren.
»Det fylder mest at være blevet nummer to. Det er rigtig glad for,« siger en stolt Kasper Asgreen.