Forslået.

Sådan kan man bedst beskrive Jakob Fuglsang efter styrtet på første etape af årets Tour de France. Faldet resulterede i flere sting i øjenbrynet og et forstuvet knæ samt sår omkring albuen.

Som mange af de øvrige hold havde Astana besluttet sig for at lukke ned for adgangen til rytterne inden dagens vigtige holdtidskørsel, men det lykkedes B.T. at fange den danske Tour-kaptajn, kort inden han og resten af Astana skulle ud og rekognoscere dagens rute.

Er du okay, Jakob?

»Ja det tror jeg, men vi må lige se, når vi kommer ud og træder lidt i pedalerne,« sagde Jakob Fuglsang.

DU KAN SE HELE VIDEOEN I TOPPPEN AF ARTIKLEN.

Bevågenheden omkring Jakob Fuglsang er større end nogensinde før ved Tour de France, og den anmasende presse, der håbede på et smil eller et ord eller to fra danskeren inden dagens etape, blev venligst henvist til at stille sig længere væk fra området, hvor rytterne opholdte sig kort inden rekognosceringen.

Fuglsang virkede veloplagt og havde endda overskud til at sende et smil afsted, selvom han havde et plaster på albuen og net på både højre arm og ben.

»Det er her problemet er, hvis der er et,« sagde Fuglsang og pegede på sit knæ.

Danskeren styrtede, da en Bahrain-Merida-rytter faldt på jorden lige foran ham på gårsdagens etape.

Tour de France slutter d. 28. juni i Paris.

Søndag gælder en holdtidskørsel på ca. 27 km. Jakob Fuglsang og Astana kører afsted kl. 14.40.