Kaos.

Sådan kan dagens etape af Tour de France nemmest beskrives, da den med 30 kilometer til mål blev afbrudt på grund af voldsomt vejr på nedkørslen fra Col d'Iseran.

Rytterne blev stoppet på nedkørslen, hvor de fik at vide, at etapen ville blive neutraliseret og tiderne på toppen af Iseran ville gælde.

»Jeg havde godt opfattet, at der var et eller, der ikke var helt, som det skulle være, fordi nogen var stoppet på toppen af Iseran og begyndte at tage hjelmen af, men jeg kørte videre, fordi jeg vidste ikke bedre,« siger Kasper Asgreen til TV2 SPORT.

Det var voldsomme haglbyger, der blandt andet forårsagede et jordskred, og gjorde det umuligt for rytterne at gennemføre etapen.

Herefter røg alle rytterne hurtigt ind i holdbilerne og blev fragtet ned til Val d'Isere, hvor de kunne få et tiltrængt bad.

»Jeg kom ned til en gruppe med Sagan og Trentin, der fortalte mig at løbet var blevet neutraliseret, og så måtte vi jo bare hoppe ind i bilerne« siger Kasper Asgreen.

Egan Bernal (Team Ineos), der kom først over Iseran, er ny mand i gult, mens der ikke blev kåret nogen vinder af etapen.