Det var en hård dag i sadlen for den danske mester Michael Mørkøv.
På dagens kongeetape blev Mørkøv sat tidligt af feltet, og han lå længe og kæmpede en ensom kamp for at komme inden for tidsgrænsen.
Det lykkedes heldigvis for Mørkøv, men han erkendte, at det havde været en lang dag.
»Jeg fik kørt en 90 kilometer enkeltstart i dag efter at have ført i starten af etapen, så det endte med at blive en hård dag,« siger en træt Michael Mørkøv efter at være kommet i mål.
TV-billederne viste Mørkøv komme trillende i ensom majestæt i et voldsomt uvejr med det såkaldte »fejeblad« lige bag sig, og der var også et tidspunkt, hvor danskeren var begyndt at frygte for sin videre deltagelse i løbet.
»Jeg frygtede helt sikkert for tidsgrænsen. Da jeg sad alene og havde det lange dalstykke, kunne det godt blive et problem, men jeg havde heldigvis gode ben og holdt godt fart i cyklen,« siger Michael Mørkøv.
Mørkøvs franske holdkammerat Julian Alaphilippe forsvarede på fornem vis den gule trøje, og det var også med til at give danskeren den sidste moral ude på ruten.
»Det var en fantastisk opløftning at høre, at Julian beholdt den gule. Det var det, der var missionen, og det, som jeg har brugt mine kræfter på, og jeg er rigtig glad for nyheden om, at han har beholdt den gule førertrøje,« siger Michael Mørkøv, der i morgen endnu en gang får brug for den gode moral, når rytterne igen skal ud på en hård bjergetape.