Clara Tauson blev tilset af læge, da hun tabte i tre sæt til verdens nummer 82, Zeynep Sonmez, i China Open.
Den danske tennisspiller Clara Tauson fik blot én kamp ved WTA 1000-turneringen i Beijing.
Efter at have været oversidder i første runde tabte den tiendeseedede Tauson i anden runde til tyrkeren Zeynep Sonmez, der er nummer 82 på verdensranglisten.
Tauson fik undervejs lægehjælp og viste kun kortvarigt sit høje niveau i nederlaget på cifrene 4-6, 6-2, 3-6.
22-årige Tauson fik en skrækkelig start på kampen. Hun virkede slet ikke tilstede og bevægede sig dårligt. I lyntempo kom hun således bagud med 0-4.
Danskeren kom så lidt bedre ind i kampen, og ved stillingen 2-5 fik man så svaret på det dårlige udlæg.
Hun blev tilset af en læge og fik taget blodtryk, og samtalen gav indikationer på, at hun havde svært ved at trække vejret.
Tauson valgte at fortsætte og kom faktisk bedre. Hun brød tyrkerens serv for første gang og reducerede til 4-5.
Sonmez havde endnu en chance for at serve sættet hjem, men Tauson satte kursen mod endnu et break foran 30-0, men tyrkeren snuppede de næste fire bolde og dermed sættet, da danskeren smadrede en forhånd ud.
Tauson var som forvandlet fra starten af andet sæt. Pludselig fungerede serven også, og denne gang var det danskeren, der brød fra start og kom foran med 3-0.
Nu spillede danskeren klogt og lod modstanderen lave fejlene. Og forskellen, der burde være på de to spillere, blev udstillet. Det endte i sikker dansk sætsejr på 6-2.
Men Tauson kunne ikke holde fast i momentum. Tyrkeren løftede niveauet og tog stort initiativ, og Tausons spil var ustabilt.
Danskeren blev brudt til 1-2, og Sonmez fulgte op med endnu et break, da en forrygende baghåndsvinder gav føring på 4-1.
Tauson tog det ene brud tilbage til 3-5, men det nyttede ikke så meget, da hun efterfølgende tabte sit eget serveparti.
/ritzau/