Lyt til artiklen

Tennistalentet Holger Rune mødte i Félix Auger-Aliassime sin overmand efter ni sejre i træk.

Så gik den ikke længere for Holger Rune.

Efter nogle formidable uger med ni sejre i træk tabte det danske tennistalent søndag finalen i turneringen Swiss Indoors i Basel.

Verdens nummer ni, Félix Auger-Aliassime, viste, at også han ligesom sin danske modstander er i forrygende form i øjeblikket, og Holger Rune måtte se sig besejret med 3-6, 5-7.

Canadieren har servet som en drøm i Basel, og særligt i første sæt var Holger Rune et skridt efter sin modstander. Her tabte han sit første serveparti i turneringen, og det blev afgørende for, at Auger-Aliassime senere tog sætsejren.

Til allersidst i kampen endte Holger Rune i mundhuggeri med dommeren, fordi reklamebander bag canadieren skiftevis tændte og slukkede midt i en bold. Det forstyrrede danskeren, som brokkede sig højlydt og fik en advarsel.

Det var først gang i karrieren, at Holger Rune havde nået en finale på ATP 500-niveau. Så på den måde markerede turneringen et nyt højdespring for danskeren.

Mandag kommer han til at kravle endnu længere op på verdensranglisten end den 25.-plads, han i skrivende stund besidder, og som er hans højeste placering hidtil i karrieren. Prognoserne siger, at Rune lander på 18.-pladsen.

Holger Rune har servet rigtig stærkt ved turneringen i Basel og havde inden søndagens finale ikke afgivet et eneste serveparti. Men det skulle der blive lavet om på.

Danskeren kom ellers rigtig fint fra start og lavede kampens første servees i sit første serveparti, men allerede i andet serveparti gik det galt.

Félix Auger-Aliassime fik kampens første breakbold og udnyttede den. Dermed var Holger Runes stime uden servegennembrud imod sig brudt.

Det var tydeligt i første sæt, at danskeren var oppe imod stærkere modstand end tidligere i turneringen.

Med stor koncentration tvang Auger-Aliassime Holger Rune til at kæmpe indædt for at holde serv. I sine egne servepartier var Auger-Aliassime samtidig overlegen, og han vandt første sæt uden rigtigt at anstrenge sig.

I andet sæt var canadieren knap så skarp i sine førsteserver, og det betød, at Holger Rune fik flere og større muligheder for at presse sin modstander.

Faktisk spillede han sig frem til en breakbold allerede i Auger-Aliassimes første serveparti, men udnyttede den ikke.

Ved stillingen 4-3 til Holger Rune fik danskeren to nye chancer for et servegennembrud. Men så diskede canadieren bare op med to serveesser og klarede igen frisag.

Ved stillingen 5-5 kom Holger Rune under pres i sit eget serveparti, og det frustrerede ham. Han endte i en lang diskussion med dommeren, fordi reklamebanderne bag Auger-Aliassime slukkede og tændte midt i en bold.

Frustrationen lyste ud af tennistalentet, som fik en advarsel af dommeren for sit sprog og sine udbrud.

I det, der endte med at blive kampens sidste parti, kæmpede Holger Rune mod tre matchbolde, men kunne ikke slå tilbage.

/ritzau/

Du kan genopleve livebloggen herunder.