Den skandaleramte tennislegende Boris Becker blev i sidste uge løsladt fra fængslet og udvist af Storbritannien.

Siden har han fortalt åbenhjertigt om den skrækkelige tid i fængslet.

I et stort interview med den tyske tv-station Sat.1 fortæller Becker, at han blev nægtet fornemt besøg bag tremmerne.

»Jürgen Klopp ønskede at besøge mig i Huntercombe-fængslet, men ledelsen sagde, at han ikke ville få lov, fordi han er for kendt,« fortæller Boris Becker.

Nu hvor Boris Becker er løsladt, kan han og Jürgen Klopp frit mødes.
Nu hvor Boris Becker er løsladt, kan han og Jürgen Klopp frit mødes. Foto: PETER CZIBORRA
Vis mere

De var simpelthen bekymrede for Liverpool-trænerens sikkerhed, og derfor blev ønsket afvist.

Nu fortæller Jürgen Klopp selv til Bild, hvorfor han ville besøge vennen i fængslet.

»Boris er det store idol fra min barndom og ungdom. Jeg var stor fan igennem hele hans karriere. Vi mødtes første gang ved Wimbledon for syv år siden, og vi havde en sensationel aften sammen. Vi var på bølgelængde og havde det rigtig sjovt,« siger Jürgen Klopp.

Fodboldtræneren fortæller, at det var vigtigt for ham at vise sin støtte til Becker.

»Desværre kunne jeg ikke besøge ham, fordi jeg ifølge myndighederne ville have udgjort en sikkerhedsrisiko. Men det er ligegyldigt nu. Det, der betyder noget, er, at Boris er fri igen,« fortsætter mestertræneren og byder Becker velkommen til kamp i Liverpool.

Boris Becker blev idømt 2,5 års fængsel, efter han blev erklæret konkurs og sidenhen gemte værdier for 22 millioner kroner for myndighederne.

Men i sidste uge blev han løsladt og udvist af Storbritannien.

I samme interview med Sat.1 fortalte han om sit fængselsmareridt, hvor han troede, han skulle dø. Det kan du læse mere om HER.