Han må klare sig uden sin stjernetræner, som er dømt for skatteunddragelse.

Men Holger Rune mener ikke, at det får sportslig betydning i London, at tennislegenden Boris Becker ikke er ved hans side, ligesom han forsvarer tyskeren, som sidste år fik en 2,5 år fængselsdom i England.

Den danske tennisstjerne er i den engelske storby for at slutte året af med sin deltagelse opvisningsturneringen GTS Grand Final. Her blev han spurgt ind til sit syn på Becker og den kontroversielle dom.

»Han er en strålende fyr. En virkelig god mand. Jeg tror, at hvis folk dømmer ham på grund af den sag, så er de galt på den, for han har et stort hjerte og er en god træner,« siger Holger Rune ifølge Inews.co.uk.

Foto: Kirsty Wigglesworth/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg kender mange spillere, der virkelig godt kan lide ham. Det gør jeg også. Uanset hvad han laver uden for banen, behøver jeg ikke at have en mening om det, for jeg hyrede ham til at træne mig, ikke til at gøre noget andet.«

Holger Rune startede sit samarbejde med Boris Becker i efteråret, og det har båret frugt på banen, hvor den 20-årige dansker har løftet sit spil hen mod slutningen af året efter en hård sommer.

»Han hjalp mig meget i slutningen af sæsonen, fordi jeg havde det svært midt på sæsonen med alting, så det var nødvendigt, at han kom, og vi begyndte at forbedre os igen, og han er en god fyr, en god træner,« siger Runde videre:

»Vi lavede noget godt arbejde, ordentlig træning, og jeg er spændt på fremtiden. Det er mere mentalt og taktisk end teknisk, vil jeg sige. Selvfølgelig har han et par tips, især om serven. Han havde selv en god serv, men det er meget psykologisk.«

Foto: Angelika Warmuth/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Boris Becker kan ikke rejse ind i England de næste 10 år på grund af den fængselsdom på 2,5 år, han fik for skatteunddragelse i landet sidste år.

I december sidste år blev den tidligere tredobbelte Wimbledon-vinder forvist fra England efter at have udstået otte måneder af sin dom.