Danske Clara Tauson har længe døjet med skader, men hun stiller alligevel op til Wimbledon.

Det skriver hendes far, Søren Tauson, i en sms, som er sendt til flere danske medier, heriblandt B.T.

»Clara har det godt og har således valgt at spille. Hun er som bekendt lige vendt tilbage efter en længere skades- og turneringspause, så vi tager det »point by point«,« skriver han

I første runde af Wimbledon har Clara Tauson trukket den japanske modstander Mai Hontama.

Clara Tauson
Clara Tauson Foto: Sean M. Haffey
Vis mere

Mai Hontama befinder sig i øjeblikket på 138.-pladsen på verdensranglisten, mens Clara Tauson ligger på en 54.-plads. Dermed er danskeren favorit i første duel, hvis hun kan finde tilbage til sit normale spil før skaden.

19-årige Tauson var senest i kamp i april, hvor hun måtte trække sig med rygproblemer. Siden da har hun måtte melde afbud til store turneringer som French Open.

Ved en eventuel anden og tredje runde i turneringen, kan Clara Tauson komme til at møde henholdsvis estiske Kaia Kanepi og tunesiske Ons Jabeur.

På den danske herreside deltager Holger Rune også i Wimbledon. I første runde render tennistalentet ind i amerikaneren Marcos Giron. På papiret er Holger Rune, ligesom Clara Tauson, favorit i første runde.

Wimbledon starter mandag 27. juni og sidste kamp bliver spillet 10. juli.