De største italienske aviser skriver livligt om den danske model Laila Hasanovic, der er sat i kærlig forbindelse med verdens bedste tennisspiller.
Man skal ikke tage fejl af, hvor gigantisk en stjerne italienske Jannik Sinner er.
Derfor bliver der også skrevet stolpe op og ned i de italienske medier om alt, hvad han foretager sig – også uden for banen, hvor hans kærlighedsliv har været genstand for stor spekulation de seneste år. Senest med den danske model Laila Hasanovic.
Flere af de helt store sportsmedier i landet som Gazzetta dello Sport og Corriere dello Sport har beskrevet rygterne om en dansk-italiensk romance, hvor Sinner først besøgte København, hvor han blev set holde i hånd med en ung kvinde, som førstnævnte medie fortalte var Hasanovic.
Kort efter dukkede hun op til French Open, hvor Sinner som bekendt tabte i en vild finale mod Carlos Alcaraz.
»Et sammentræf, der virkede mærkeligt for de fleste og dermed genoplivede historien om et muligt forhold mellem de to. For øjeblikket holder de dog begge deres mund lukket,« skriver Corriere dello Sport, som noterer sig, at Hasanovic' 'strålende ansigt' fik en del tv-tid, da der blev filmet op på sektionen med berømtheder under føromtalte finale.
»Selvom der ikke er dukket billeder op af et møde i Paris mellem Jannik Sinner og Laila Hasanovic, har sidstnævntes tilstedeværelse på tribunen tydeligvis genoplivet sladderen,« skriver Gazzetta dello Sport.
Sinner afviste selv, at der skulle være noget romantisk i turen til København.
»Jeg skulle ordne nogle forretninger, et par fotoshoots der, og det var det, sagde han ifølge Gazetta dello Sport efter offentliggørelsen af billederne, hvor han gik side om side med den blonde kvinde.
Men den køber de ikke i Italien.
»I mellemtiden tykner rygterne om deres kærlighedshistorie,« skriver de.
Den 24-årige danske model har tidligere været kærester med Michael Schmachers berømte racerkørersøn Mick og den danske landsholdsspiller Jonas Wind.