Rygterne har svirret i ugevis, og tech-entusiaster har måttet vente tålmodigt i årevis, men nu tyder et kryptisk tweet på, at produktet endelig kommer tilbage. 

Chefkorrespondent inden for Apple og tech hos Bloomberg, Mark Gurman, fortæller på X, at Apple relancerer deres billige model iPhone SE. 

Ifølge Mark Gurman antyder et tweet fra Apples administrerende direktør, Tim Cook, at den nye iPhone SE kommer 19. februar. 

»Gør jer klar til at møde det nyeste medlem af familien. Onsdag, 19. februar. #AppleLaunch,« skriver Tim Cook på X

Men tech-korrespondenten mener også at kunne læse ud fra tweetet, at der er tale om et andet produkt, end det kunderne måske husker iPhone SE som. 

»'Nyeste medlem af familien' indebærer også en rebranding,« skriver Mark Gurman på X. 

På baggrund af kilder 'med viden om sagen' har han tidligere henvist til, at den nye, billigere iPhone skulle komme med en række forandringer. 

»De vigtigste funktioner omfatter iPhone 14-lignende design, A18-chip, Apple Intelligence, større skærm og USB-C,« skrev han på X.

Formålet med opdateringen af den billigere model er angiveligt at lokke forbrugerne væk fra andre mærker.

Den første generation af iPhone SE udkom i 2016.