Lyt til artiklen

De fleste kender det nok. Måske sidder du endda med din smartphone i hånden, mens du læser dette. Og det er hørt så mange gange før, at det ikke nødvendigvis er lige sundt at have et tæt forhold til den lille tidssluger. Men nu advarer svenske læger faktisk om 'falsk nærsynethed' blandt børn og unge.

Det skyldes, at der er set en kraftig stigning i antallet af unge med den falske nærsynethed og øjenkramper, fordi de sidder med næsen ned i telefonen mange gange og timer i løbet af dagen. Og hvad betyder det så? At de har svært ved at fokusere med øjnene på længere afstande, skriver svenske Aftonbladet.

»Telefoner har små skærme, som får børn til at holde dem for tæt på ansigtet, og det får musklerne i øjnene på overarbejde. Det kan medføre, at man får svært ved at se ting på afstand, fordi musklerne vil gå i krampe. Det er falsk nærsynethed,« siger Cecilia Vidal, der er ortoptist på Øjenklinikken, Blekinge Hospital til svenske P4.

Falsk nærsynethed skyldes i selv selv ikke en smartphone, men kan opstå i alle situationer, hvor øjet i lange perioder fokuserer på noget, der er meget tæt på ansigtet. Problemet er dog i voldsom stigning, fordi antallet af smartphones er det.

Og det bekræfter Tony Pansell, der er optiker på St. Eriks Øjensygehus og lektor ved Karolinska Instituttet:

»Børn har en større risiko for at udvikle nærsynethed. Det er virkelig kritisk, når man er ung. Man skal ikke sidde for meget foran skærmene, når man er barn eller ung, for vi ser, at flere og flere kommer ind med disse kramper,« siger han.

Som alt andet er det til at forebygge og slippe af med, hvis man allerede er ramt. Det kræver mindre tid foran skærmen og mere hvile til øjnene. Ligesom det kan afhjælpe noget af problemet - men ikke fjerne det - hvis man bruger større skærme som tablets eller computere, når man er online, skriver beskeder og mails eller spiller spil.

Fakta: Børn, unge og mobiltelefoner:

  • 78 procent af 9-12 årige har deres egen smartphone.
  • 95 procent af 13-16-årige har deres egen smartphone.
  • 94 procent af 17-18-årige har deres egen smartphone.

Yderligere få procent har mobiltelefoner uden touch screen.

De fleste mennesker bruger telefonerne til web browsing, musik, telefon, sms'er, tage billeder, spil og sociale medier. Piger fotograferer og filme betydeligt mere end drenge. Drenge leger til gengæld mere.

Kilde: Sveriges Nationale Medieråds rapport, Unge og medier 2015.