Svømmeren Jeanette Ottesen er blandt de danskere, der hylder prins Henrik, som døde onsdag på Fredensborg Slot i en alder af 83 år.

I et opslag på Instagram skriver den tidligere verdensmester:

»Meget ked af et høre nyheden om Hans Kongelige Højhed Prins Henriks død. Han tjente sit land godt i udenrigsanliggender med Frankrig, og han tilførte noget 'je ne sais quoi' til det danske monarki.«

'Je ne sais quoi' er egentlig et fransk udtryk, men det bruges også på engelsk. På dansk betyder det 'en udefinerbar kvalitet'.

Instagram-opslaget er naturligvis ledsaget af et billede. Om billedvalget skriver den 30-årige svømmer:

»Dette billede er fra sidste gang, jeg var på slottet og var heldig nok til at træffe Hans Kongelige Højhed. Mine tanker går til alle i den kongelige familie. Må han hvile i fred.«

Jeanette Ottesen var med til at vinde OL-bronze til Danmark i Rio de Janeiro forrige sommer i 4 x 100 m medley.

Det seneste års tid har Jeanette Ottesen dog ikke været så aktiv i bassinet, da hun har været gravid med Billie Mai, som kom til verden for et par måneder siden.

 

 

 

Andre læser også