Er du klar til drama?

FC København og FC Midtjylland er stukket af i guldkampen, men bag dem ligger otte hold i en vild duel.

Bare fire point adskiller tredjepladsen fra 10. pladsen, og der er altså kun plads til fire af dem i top seks.

B.T. har talt med de implicerede trænere om den rasende top seks-duel.

Aalborggenserne ligger i øjeblikket nummer 10 med 28 point. I deres fire resterende kampe i grundspillet skal de møde Sønderjyske, Hobro, Brøndby og AGF.

Superligaen er enorm tæt i år. Hvad giver det dansk fodbold?
»Det giver helt sikkert noget spænding i mange af de her kampe. Nu skal du ikke misforstå mig, men tidligere havde en kamp mellem nummer 8 og 9 været mindre interessant. Sådan en kamp har jo pludselig mindst lige så meget spænding og værdi som en kamp mellem nummer 1 og 3 i tabellen. Så der er jo rykket et eller andet med nye struktur, når der på det her tidspunkt ligger nogle drabelige kampe og venter. Og i den forbindelse køber jeg helt sikkert præmissen om, at det giver noget spænding.«

Hvordan er jeres muligheder for at komme ind i top-6?
»Nu er vi startet ud med at få nul point, så vores situation er for alvor spidset til. Derfor gælder det udelukkende om at vinde næste kamp og få tre point. Man kan sige, at toget buldrer af sted, og vi står på perronen. Vores mulighed for at hoppe på er nu, og der må vi ikke stå tilbage med vores kufferter. Ellers har vi måske udsigter til et andet slutspil. Men vi går helt klart efter slutspillet. Det er vores ambition, og det er heldigvis stadig realistisk.«

Ville det være en skuffelse, hvis I misser slutspillet?
»Ja, det ville være en skuffelse. Der er plusser ved at ende i top-6, og det er, at du får 10 kampe mod aktuelle, dygtige mandskaber på et meget højt niveau. Det kan der altid komme noget godt ud af, og så har du også muligheden for at spille om medaljer. Og det er da en skuffelse, hvis man må se det forsvinde ud i horisonten.«

AaB's træner, Jacob Friis.
AaB's træner, Jacob Friis. Foto: Henning Bagger
Vis mere

AC Horsens ligger i øjeblikket til en plads i slutspillet med en sjetteplads. De har OB, Esbjerg, Randers og Brøndby i deres afgørende kampe.

Hvordan oplever du den aktuelle situation i Superligaen?
»Det er mere spændende end nogensinde. Det er inspirerende og interessant, for jeg mindes ikke, at Superligaen har været så spændende før. Der er jo så mange hold med i puljen om en slutspilsplads. Det er vanvittig intenst, så det er jo fedt.«

Hvordan ser du jeres muligheder for at forblive i top-6?
»Alle hold har jo muligheden. Vi har fire kampe nu her, som alle ligger inden for de her tre-fire point, og det er selvfølgelig spændende. Men det gør også, at vi har lige så mange muligheder som alle andre. Der er selvfølgelig nogle, som måske har en større chance - blandt andet Brøndby og Esbjerg med det program, de har - men igen, alle har muligheden. Og det gælder også os. Derfor ligger vi også i skarp konkurrence med alle, fordi alle kan vinde over alle.«

Arbejder I på en anden måde i forhold til tidligere i jeres bestræbelser på at nå slutspillet?
»Det synes jeg ikke. Vi arbejder rigtig meget på at vise og bevare vores stabilitet. Det tror jeg er vigtigt - ikke kun for os, men for alle hold - fordi hvis det fungerer, styrker det jo troen på, at det, man foretager sig, virker. Det synes jeg, vi er gode til lige nu, så det skal vi fortsætte med. Spillemæssigt arbejder vi selvfølgelig med at holde på bolden og på at holde nullet i vores kampe. Og det synes jeg egentlig, vi har gjort hele tiden.«

AC Horsens-træner Bo Henriksen.
AC Horsens-træner Bo Henriksen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

David Nielsen og AGF er inde i en god periode med tre sejre i træk, hvilket rækker til en syvendeplads. De skal møde FC Midtjylland, Vendsyssel, OB og AaB i grundspillets restende kampe.

Hvordan er AGF's muligheder for en slutspilsplads?
»De er hverken dårligere eller bedre end andre. For os handler det om spille fodboldkampene og ramme det rigtige taktiske niveau. Der er ikke så meget anderledes. Vi gør, som vi altid gør og altid har gjort. Det gavner ikke os at ændre på det, og vi tager altid en kamp ad gangen. Det gjorde vi også sidste år i slutspillet, og det ændrer sig heller ikke her. Vi er nødt til at have fast en arbejdsrytme, som kan fungere i alle situationer.«

Er der et bestemt pointtal, I stræber efter, som vil gøre, at I ender i slutspillet?
»For alle andre er det relevant at regne point ud, men det kan jeg ikke arbejde på som træner. Vi er nødt til at gøre holdet så godt som muligt, fordi det er det, der giver mulighederne for at vinde fodboldkampe. Jeg sidder ikke og regner i point, selvom der sikkert er et pointtal, der er gunstigt at komme til, men du kommer ikke i nærheden af de point, hvis du ikke holder fokus. Men selvfølgelig går vi benhårdt efter slutspillet, og det tror jeg ikke, der er nogen hold, der ikke gør.«

Et frisk bud: Er AGF i slutspillet om fire spillerunder?
»Det kommer an på, om vi er dygtige nok. Vi har stor tro på os selv, og nu har vi vundet to kampe, så lige nu er alt er godt. Men det handler om, hvorvidt vi kan holde vores niveau og stadigvæk blive bedre i spillet.«

AGF's cheftræner, David Nielsen.
AGF's cheftræner, David Nielsen. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Brøndby går efter at forblive i top-6, hvilket de er nu med en fjerdeplads. I de sidste runder har Martin Retovs tropper Randers, OB, AaB og Horsens på programmet.

Der er en risiko for, at I ikke kommer i top-6. Hvordan føler du det pres, der ligger på dig og Brøndby før de sidste fire kampe i grundspillet?
»Vi må indrømme, at det er en mulighed. Der er stort pres på i den her klub, det er der både som spiller og som træner i den her klub. Det vil selvfølgelig være en skuffelse for os, hvis vi ikke ender i top-6, men jeg har slet ikke de tanker. De drenge, der sidder inde i omklædningsrummet, vil give alt de næste fire kampe for, at vi opnår det første delmål, der vil være top-6. Derefter vil vi sætte os større mål, men lige nu og her er jeg overhovedet ikke nervøs for det.«

Hvordan ser du på den konkurrence, der er i top-6 lige nu?
»Vi er mange hold inden for få point, og alle gør det godt. Vi møder hinanden indbyrdes på kryds og tværs, og alle vores fire kampe er mod hold, der er med i kampen om top-6. Det bliver en form for finaler alle sammen. Man kan ikke tåle at tabe meget i de her indbyrdes opgør, såkaldte seks point-kampe.«

Hvem er jeres værste modstandere?
»Det kan jeg ikke udtale mig om. Jeg fokuserer ikke på andre end dem, vi skal møde på søndag, og det er Randers. De er startet ganske udmærket, så selvfølgelig bliver det en hård modstander. Men jeg er sikker på, vi kan gå ud og gøre det godt.«

Esbjerg IF mangler at møde Hobro, AC Horsens, Sønderjyske og Vejle. Aktuelt indtager de en tredjeplads i Superligaen.

Hvordan ser du hele top-6-kampen lige nu?
»Det er virkelig tæt. Det er de små detaljer, der kommer til at afgøre kampene, og alle kan tage point fra alle. Vi så i vores sidste kamp, at hvis vi bringer det, vi kan, så kan vi slå alle, og hvis ikke, kan vi tabe til alle. Så for mig handler det ikke så meget om, hvem du skal spille mod, men hvordan du selv forbereder og starter kampene. Så vi har mere fokus på os selv end programmet om, hvem der skal møde hvem. Vi skal gøre det selv.«

Med det sagt, hvem ser du så ellers som de store konkurrenter i kampen om top-6?
»Jeg tænker OB og AGF, der i min optik er hold, der spiller virkelig god fodbold. FC Nordsjælland - jeg har set deres to sidste kampe, og i den kamp mod Brøndby (3-3, red.) ville du normalt have vundet. Jeg tror, de har en stor chance for at være med. Men der er mange hold med i kampen, men som sagt, så har vi mest af alt fokus på os selv.«

Tidligere har der været snak om, at 35 point vil være nok til top-6 i denne struktur. Tror du, det er nok i år?
»Det tror jeg ikke. Hvis jeg kigger på os selv, så skal vi have seks point mere. Det er det, jeg leder efter. Igen - alle kan vinde over alle, men jeg tror, at hvis vi får seks point mere, så kan vi være med i top-6. Det er det, vi skal stræbe efter.«

Esbjergs træner, John Lammers.
Esbjergs træner, John Lammers. Foto: John Randeris
Vis mere

Fynboerne går benhårdt efter en plads i top-6 for første gang i otte år. Lige har de en ottendeplads, så det kræver nogle point mod AC Horsens, Brøndby, AGF og Randers i de resterende kampe.

Hvad er det gode ved, at Superligaens midte er så tæt i øjeblikket?
»Det er jo spændingen og jævnbyrdigheden. Der er noget på spil hele tiden, hvilket er fedt og sjovt. Det er rigtig godt for dansk fodbold og interessenter rundt om i klubberne.«

Hvordan er OB's muligheder for en slutspilsplads?
»Lige så gode som alle andre. Det bliver et hundeslagsmål, og det har de to første runder bestemt ikke afkræftet. Der er utrolig stor sult på Fyn for at komme i top-6 for første gang i otte år. Men vi kigger også med realistiske briller og ved derfor, at det bliver tæt lige indtil det sidste. Derfor tager vi hele tiden én kamp ad gangen, selvom det er en kliche. Sidst hed det Vejle, som al fokus var på. Nu hedder det Horsens.«

Hvorfor er 'én kamp ad gangen' den rigtige metode for jer?
»Fordi det er det eneste, vi kan påvirke. Vi skal kigge på os selv og forberede os maksimalt til hver eneste gang. Jeg er ikke herre over de andre, og vi må kigge på os selv. Så må vi se, hvor meget det rækker. Hvis vi så er dygtige og stærke nok, så er jeg også sikker på, at vi opnår den første top-6-placering i otte år. Det håber jeg i hvert fald. Men lige nu handler det om Horsens.«

OB-træner Jakob Michelsen.
OB-træner Jakob Michelsen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Sidst, men ikke mindst, har vi Randers FC. Kronjyderne indtager en femteplads. Afslutningvis skal de spille imod Brøndby, Sønderjyske, Randers og OB.

Det er virkelig tæt i kampen om de eftertragtede slutspilspladser. Hvor ofte kigger du på stillingen for tiden?
»Havde du spurgt mig for nogle år siden, havde jeg siddet og regnet rundt frem og tilbage, hvem kunne få hvad, og hvordan ser pointene ud. Det har jeg helt ladet være med denne gang, og i stedet kigger jeg på den enkelte kamp. Før det vil jeg ikke spekulere over det, og det vil jeg heller ikke have, mine spillere gør. For det er så tæt alligevel. Der er rigtig mange kampe, hvor man møder hinanden på kryds og tværs mellem de otte hold, hvilket er meget naturligt, når der er så mange. Derfor kan det hele ændre sig i løbet af ingenting. Så må vi kigge på det store billede, når vi står i kamp 26.«

Hvad synes du om, at det er så tæt i dansk fodbold i øjeblikket?
»Jamen, det er fortællingen om, at Superligaen nu er delt op i tre bidder - to hold er noget bedre end de resterende, mens der er et bredt midterfelt og så en bund. Det er også et bevis på, at Superligaen godt kan magte 14 hold, det har vi kunnet se de sidste år. Det er fedt for selve spændingen, som nok ikke ville have været dér, hvis ikke vi havde det her slutspil. Og det er klart positivt, fordi det giver langt flere kampe med noget på spil. Og det er godt for dansk fodbold.«

Hvordan vil I så sørge for, at I forbliver i top-6?
»For os handler det om det mentale i, at vi ikke har noget at miste. Forud for sæsonen havde vi sagt ja tak til en top-6-placering med fire runder tilbage. Det skal vi være taknemmelige for, vel vidende at vi har gjort os fortjent til det, så vi skal jagte den her enestående chance, som det vil være for os at komme i top-6. Så det bliver med fuld skrue for at få hentet de point, det kræver.«

Randers FC's træner, Thomas Thomasberg.
Randers FC's træner, Thomas Thomasberg. Foto: Henning Bagger
Vis mere