Det var en hudløst ærlig Jakob Michelsen, der mødte pressen efter OB's nederlag mod Brøndby.

Fynboerne blev domineret i store perioder af kampen, og det var stik mod spil og chancer, da de bragte sig foran 2-1.

Det endte da også alligevel med, at OB måtte rejse fra Brøndby med et 2-3 nederlag, og det var ifølge cheftræner Jakob Michelsen fuldt fortjent.

»Til trods for, at vi havde nogle marginaler med os, så laver vi simpelthen for dårlig en præstation til at få point med i dag,« siger Jakob Michelsen efter kampen.

OB hang efter Brøndby-spillerne det meste af kampen.
OB hang efter Brøndby-spillerne det meste af kampen. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Med nederlaget står OB med tre point efter tre kampe, hvor de dog har mødt både FCK og Brøndby.

I alle tre kampe har OB scoret minimum to mål, mens det har haltet lidt mere med det defensive.

Men hvis det skal blive til point mod resten af rækken, så kræver det en langt bedre præstation, mener Michelsen.

»Det er hele paletten rundt, hvor Brøndby er bedre end os i dag. Så stor forskel skal, der ikke være på holdene, og vi skal være skuffede og ærgerlige, fordi det vi leverer i dag var ikke godt nok,« siger Jakob Michelsen til B.T.

Nu siger du, at jeres præstation var langt under niveau, men kan du alligevel se noget positivt i, at I på trods af det var så tæt på sejren?

«Nej det kan jeg egentlig ikke. Overhovedet endda. Fordi når man har de marginaler, som vi havde med os i dag, så skal man også have noget med herfra, og det var præstationen slet ikke til,« fortæller en skuffet Jakob Michelsen.

Med nederlaget har OB ikke vundet de sidste seks gange, de har besøgt Brøndby Stadion.

De stribede skal næste søndag forsøge at rejse sig, når de på udebane møder Esbjerg.

Andre læser også