11 millioner kroner for Pål Alexander Kirkevold? Nej tak!

Hobro har ifølge norsk TV 2 afvist et konkret bud på klubbens topscorer Pål Alexander Kirkevold. Et bud, der angiveligt er kommet fra en tyrkisk klub, og som har lydt på 11 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: Fyret Superliga-træner hadede tv-dokumentarprogram: 'Det er en byrde for holdet'

Over for mediet fortæller spillerens agent, Atta Aneke, at han ikke ønsker at kommentere den konkrete historie, men at det er rigtigt, at der er tale om et konkret tilbud.

»Jeg kan bekræfte, at der er interesse for ham, og at vi har at gøre med et konkret tilbud, men vi kan ikke sige noget om klub eller liga,« siger agenten.

TV 2 Norge har også været i dialog med den danske Superliga-klub, der stiller sig noget uforstående over for oplysningerne.

»Vi har ikke modtaget noget bud på Pål,« siger Hobros presseansvarlige Daniel Lindemann Jakobsen efter at have været i dialog med sportschef Jens Hammer Sørensen.

Det virker til, at der er stort bud efter de norske angribere i Superligaen - læs bare BTs afsløring af, at FC Midtjylland har afslået et kæmpebud på angriberen Alexander Sørloth fra Premier League-klubben Crystal Palace.

I toppen af artiklen kan du se 10 af de mål, som Pål Alexander Kirkevold har scoret i denne sæson.

Pål Alexander Kirkevold har været lidt af en succeshistorie i Hobro i denne sæson, hvor han har scoret 13 mål. Det er kun overgået af FC Nordsjællands nu tidligere spiller, Emiliano Marcondes, som er skiftet til Brentford. Marcondes står noteret for 17 mål, men Kirkevolds mange mål er nok til at gøre ham til suveræn topscorer i den nordjyske klub.

Nordmandens mål blev scoret i 11 kampe i træk, hvilket er ny Superliga-rekord.

I december skrev Pål Alexander Kirkevold under på en ny kontrakt med Hobro, så den ikke længere udløber til sommer, som det var tilfældet tidligere.

BT.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen.