En 23-årig mand er tirsdag formiddag blevet anholdt for brandstiftelse i FCK-fodboldspilleren Jens Stages lejlighed på Eckersbergsgade i Aarhus.

Under angrebet blev der smidt en genstand ind gennem ruden, og lejligheden fik mindre brandskader.

»Det er en sag, vi tager meget alvorligt, og vi iværksatte meget hurtigt en række efterforskningstiltag. Det ledte os på sporet af den 23-årige, som omkring klokken ni blev anholdt på sin bopæl. Vi kan ikke udelukke, at der er flere gerningsmænd, og vi fortsætter selvfølgelig vores efterforskning,« siger politiinspektør ved Østjyllands Politi, Brian Olsen, i en pressemeddelelse.

To personer befandt sig i lejligheden, men ingen af dem kom noget til.

Billeder fra Eckersbergsgade i Aahurs natten til søndag.
Billeder fra Eckersbergsgade i Aahurs natten til søndag. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Den 23-årige mand sigtes også for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed.

Onsdag klokken 8.30 fremstilles den 23-årige mand ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Her vil Anklagemyndigheden bede om lukkede døre, og derfor har Østjyllands Politi ikke flere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.