Han indstillede karrieren i december, men nu vender han tilbage til grønsværen.

38-årige Kevin Stuhr-Ellegaard har netop skrevet under med AaB på en aftale, der gælder resten af indeværende sæson.

Her kommer han som udgangspunkt til at være andenmålmand, idet AaBs nuværende reservekeeper, 17-årige Theo Sander, skal deltage for Danmark ved U/17 EM fra 14. maj.

»Vi håber naturligvis ikke, at det bliver aktuelt at få brug for Kevin Stuhr-Ellegaard på banen, men med ham har vi til nogle afgørende kampe sikret os en både dygtig og erfaren målmand, vi kan være trygge ved, hvis Jacob Rinne ikke kan spille,« siger AaBs sportschef, Inge André Olsen.

Sidst Kevin Stuhr-Ellegaard var aktiv på banen, var for FC Helsingør. Her nåede han 53 optrædener i buret. Tidligere har han optrådt for IF Elfsborg, Heerenveen og Manchester City. For sidstnævnte fik han syv officielle kampe i 2003 og 2004.

»Det er selvfølgelig et stykke tid siden, jeg har været i kamp, men konditions- og styrkemæssigt har jeg holdt formen ved lige, så min fysiske tilstand er jeg på den måde rolig ved,« lyder det fra Kevin Stuhr-Ellegaard.

I foråret har Kevin Stuhr-Ellegaard været at finde på skærmen som ekspert på Discoverys dækning af Superligaen. Og det bliver han ved med, selvom han nu også skal vogte stængerne i Aalborg, lyder det fra Søren Klæstrup, der er sportsdirektør hos Discovery.

»Han fortsætter resten af sæsonen og næste sæson hos os. Men det er klart, at hvis han sidder på AaBs bænk, kan han jo ikke være i studiet hos os,« siger han.

Andre kampe kan jo godt have indflydelse for AaB. Kan han dække dem?

»I det tilfælde skiller vi det ad. Vi spiller med åbne kort og kommer med en disclaimer, så vi ikke går på kompromis med vores troværdighed,« siger Søren Klæstrup, der samtidig påpeger, at Kevin Stuhr-Ellegaard primært dækker kampe i nedrykningsslutspillet, hvor AaB ikke er med.

Kevin Stuhr-Ellegaard har første træning i AaB 16. maj.