Mathias Tauber og resten af Lyngby-spillerne er solidariske i den svære situation, som de befinder sig i netop nu.

Anføreren for Lyngby Boldklub og resten af spillerne har ikke fået udbetalt løn for januar, fordi klubben ikke har penge til det på nuværende tidspunkt. Derfor overvejer de nu, hvad deres næste skridt skal være - og det gør de i tæt dialog med Spillerforeningen.

Når det kommer til at sætte en deadline for, hvornår spillerne eventuelt vil begære klubben konkurs, er anføreren ikke særlig meddelsom.

»Det har jeg ikke nogen kommentarer til,« siger Mathias Tauber, der som den eneste spiller udtaler sig om situationen i klubben, og fortsætter:

»Vi er en enig spillertrup, vi er solidariske, og vi har de samme interesser. Vi er nået til enighed om, hvordan vi skal gøre det, men jeg vil ikke gå nærmere ind i detaljerne.«

I toppen af artiklen kan du se højdepunkter fra den vanvittige 5-1-kamp mellem FCK og Lyngby sidste år.

Med sæsonstart mod Brøndby i næste weekend er spillerne godt i gang med at forberede sig til opgøret. De træner og lever deres tilværelse som fodboldspillere så godt, som de nu kan, men der er ingen tvivl om, at det er en underlig og ubehagelig situation at finde sig i, fortæller anføreren.

»Der er ingen tvivl om, at den her opstart har været alt andet end normal. Hovederne er fyldte af den her situation. Vi prøver så godt, som vi overhovedet kan, at fokusere og dygtiggøre os på træningsbanen, men det er umuligt ikke at lade sig påvirke af det her,« siger Mathias Tauber.

Sæsonen har i forvejen ikke været den bedste for Mathias Tauber. Han har endnu sin første kamp til gode, fordi han har siddet ude med en knæskade, og derfor er hele efteråret gået med genoptræning.

Det er endnu for tidligt at sige, hvornår han kan gøre comeback på fodboldbanen, fordi han stadig er i genoptræningsfasen, men det går fremad for den 33-årige anfører.

Mathias Tauber har spillet for Lyngby siden 2010 og været fast mand lige siden.